Lyt til artiklen

Jeg føler, at jeg gentager mig selv her eneste dag. Selvom jeg ikke troede, at det var umuligt, så overgår dagene hinanden.

De her tre dage har været en kæmpe succes for mig. Som dansker, med så mange danske fans, der heppede på mig. Jeg har været i midten af det hele. For mig føles det som en kæmpe Tour de France-start.

Jeg har aldrig oplevet det samme, og for mig er det helt unikt. Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Det har jeg ikke. Det her er klart det største. Jeg er sikker på, at jeg aldrig oplever det igen.

Det føltes, som om alle de mange mennesker langs landevejene – der stod og hujede og heppede – kun stod der for mig. Det gjorde de ikke. Men det føltes sådan, da jeg kom kørende alene.

Jeg støvsugede igen alle bjergpoint på tredje etape.
Jeg støvsugede igen alle bjergpoint på tredje etape. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Mit navn stod overalt på vejen. Det føltes som en hyldest til mig og min indsats i går. Men jeg oplevede en særlig ting søndag, som jeg vil dele med jer.

Da jeg kom i mål, stod der en urmager, der havde lavet et ur til mig i gave. Han havde åbenbart været helt oppe at køre lørdag aften, og så havde hans hustru spurgt: 'Hvorfor laver du ikke bare et ur til Magnus?' – og det gjorde han.

Han var oppe hele natten for at lave det. Det er lavet som et dansk flag med bjergprikkerne og mit navn. Så var der en flot træske til med min silhuet udenpå.

Det bliver jeg glad for, det ur dér. Det betyder noget, at det – jeg laver – har så stor betydning for folk. Manden havde været oppe hele natten for min skyld og endda ventet i en time ved vores holdbus for at overrække det til mig.

Desværre havde jeg ret travlt, så jeg kunne ikke takke ham mere, end det blev til.

Jeg er ikke helt sikker på, om de to seneste dage har været de største i min karriere.

Store sejre er noget specielt, men de her dage, hvor jeg først erobrede og siden fik lov at køre i bjergtrøjen har været noget helt specielt.

Opmærksomheden omkring mig er stor. Det kan jeg mærke. Det er stort med Tour de France, og det er stort med en dansker i bjergtrøjen. I drømmer ikke om, hvor mange beskeder jeg har fået.

Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

Søndag var en stor dag. Der var lidt nerver på, selvom de mest var der i lørdags, hvor det på papiret var sværere at tage bjergtrøjen. Jeg var nervøs for, om det kunne lykkes.

På den måde var der mere at tabe lørdag end søndag, men jeg gik efter samme opskrift. Så snart løbsdirektørens chauffør speedede op og gav løbet fri, angreb jeg direkte.

Jeg endte jo med at sidde 130 kilometer alene, men det gjorde mig ikke noget. Specielt ikke til at starte med. Det havde da været rart at kunne slå albue og få en anden til at føre. Men der blev heppet på mig på hele ruten. Det var fuldstændig vanvittigt.

Søndag var anderledes fra lørdag – i og med jeg sad alene derude i bjergtrøjen. Der var ikke det samme på spil, og så snart jeg ramte udbruddet ene mand, så var prikkerne sikret og reddet.

Da jeg først var ude på ruten, var jeg ikke nervøs for noget. Jeg skulle bare køre igennem. Jeg kunne ikke lade være med at holde lidt fart på. Det er kedeligt, hvis det bare går alt for langsomt, og der ikke sker en dyt.

Jeg lod mig nok rive lidt med af stemningen og kørte nok lidt hårdere, end jeg havde behøvet.

Men stængerne har det overraskende godt. Det må være støtten fra danskerne. Det føles selvfølgelig altid bedre, når det går godt, men efter to store udbrud og en 11.-plads på enkeltstarten føler jeg mig frisk som en havørn.

Nu gælder det om at holde på trøjen så længe som muligt. Jeg tænker, at jeg kan beholde den i en uges tid, efter jeg nærmest kørte paradekørsel på den sidste danske Tour-etape.