Jeg kan altid kende ham på de store bakkenbarter.

Tirsdag stod han der igen flere gange ude på etapen.

Jeg har snakket kort med ham et par gange, men han kan ikke særlig meget engelsk. Manden er en fan, som har heppet ihærdigt på mig i mange, mange år. Han står med et gammeldags videokamera til alle løb i Frankrig.

Det er mange år siden, jeg lagde mærke til ham første gang. Ofte står han alene, så man kan se ham, mens han skriger mit navn. Han må have flere hundrede videofilm, hvor jeg cykler forbi ham.

En heldig fan fik Magnus Corts blomster tirsdag aften.
En heldig fan fik Magnus Corts blomster tirsdag aften. Foto: Frederik Hjorth Gernigon
Vis mere

Jeg ved så selvfølgelig ikke, hvad han bruger filmene til! Men han har rigtig godt styr på mig – det har han haft i mange år.

Derfor syntes jeg, at han skulle have de røde og hvide blomster, jeg fik på podiet efter en lang dag i udbrud, hvor jeg fik hentet flere point til bjergtrøjen.

Da jeg kom i mål fandt jeg endda ud af, at jeg har slået rekorden for den, der har krydset flest bjergtoppe i træk som den første.

Det havde jeg ikke tænkt på, da jeg startede, men jeg sætter pris på det. Den gamle rekord har stået i mange, mange, mange år, og hvis min ender med at gøre det samme, så har jeg den måske for livet.

Jeg havde forventet flere angreb i dag. Det var en hård finale med bakker, men jeg kunne mærke, at sprinterholdene var talstærkt fremme og klar til at kontrollere angreb, hvis vi kom for mange med. Det var lidt anspændt i begyndelsen, men vi kom af sted.

Selvfølgelig har jeg taget det sjove ud af bjergkonkurrencen, og så var der måske ikke så meget at hente derude.

Jeg fik dog selskab af franskmanden Anthony Perez fra Cofidis, som jeg ikke kendte i forvejen. Vi kørte lidt om pointene på det første bjerg. Dem fik jeg heldigvis, og så blev vi enige om fordelingen.

Mit mål var at hente fem ud af seks bjergpoint – ikke så meget andet. Det sagde jeg også til ham, og så fik han til gengæld lov at krydse den indlagte spurt først og køre fra mig efter den femte bjergspurt, som lå efter 127 kilometer.

»Den gamle rekord har stået i mange, mange, mange år, og hvis min ender med at gøre det samme, så har jeg den måske for livet.«
»Den gamle rekord har stået i mange, mange, mange år, og hvis min ender med at gøre det samme, så har jeg den måske for livet.« Foto: GONZALO FUENTES
Vis mere

På den måde fik han noget ud af det. Han fik sit røde rygnummer, og så fik han væsentligt mere tv-tid. Mange mennesker ser jo kun den sidste time, så der fik Cofidis noget for pengene.

Samarbejdet var fint. Hvis han havde slået mig i bjergspurten var jeg blevet gal, og så havde jeg bare sat mig på hans dæk. Men når man kun er to i et udbrud, så er fordelingsnøglen bare lettere, så alle er glade og tilfredse.

Perez ville dog gerne køre hårdt allerede efter 100 kilometer. Men der var langt hjem, og jeg troede ikke rigtig på den.

På et tidspunkt var jeg dog lige ved at overveje, om vi skulle trykke til den. Med 90 kilometer igen havde vi cirka 7 minutters forspring.

Her nåede jeg at tænke: ‘Hvis den når op på 8 minutter, og vi har kørt 10 kilometer videre, så skal den bare have en over nakken. Og så ser vi, hvor hurtigt vi kan komme hjem over den målstreg.’

Men så begyndte de at køre os hjem, og jeg tog mine bjergpoint uden at bruge unødige kræfter.

Det er tredje etape i træk, at jeg var i udbrud. Jeg mærker det lidt i benene nu, selvom jeg ikke har kørt mig i bund hver dag.

Kigger man på klassementet for flest bjergpoint, kan jeg faktisk godt miste trøjen på fredag. Wout van Aert tog et point i dag, og det er ikke umuligt, at han vinder på fredag ved Super Planche des Belles Filles, hvor der er 10 point på spil. Han kunne godt være en rival, der kan tage den fra mig.

Udbrud for tredje etape i træk. Denne gang med selskab.
Udbrud for tredje etape i træk. Denne gang med selskab. Foto: GUILLAUME HORCAJUELO
Vis mere

Sker det ikke, er der vist en god chance for, at jeg får to eller tre dage mere efter fredag, inden der kommer høje stigninger med mange bjergpoint. Og så tror jeg, at jeg taber den dér.

For nu har jeg de bjergpoint, jeg skal have. Jeg tager en pause fra udbruddene, og nu bliver fokus mere med at udpege nogle etaper, hvor jeg potentielt kan vinde.

Kan jeg ramme en bjergtop først på en af de etaper, hvor jeg er i udbrud, vil jeg forsøge at komme først over. Men kikkerten er indstillet efter en etapesejr.

Hvis der er nogle bjerge jeg kan ramme fra et udbrud, vil jeg forsøge at komme først over, men nu indstiller jeg kikkerten efter at gå efter en etape.

Det kunne være både sjette og ottende etape. Men først bliver det benhårdt cykelløb onsdag, hvor jeg skal give en hånd til vores klassementryttere Neilson Powless og Rigoberto Urán.

Men det kan også være, at der skal assisteres for Stefan Bissegger og Jonas Rutsch, der kan køre efter etapesejren.