Jeg hørte det allerede, da jeg var på vej op ad Col du Glandon. Her stødte jeg på nogle danske tilskuere.
De var helt vilde ude i vejkanten. Gik amok med råb om, at Vingegaard var i gult. Det var sådan, jeg først hørte om det vanvittige resultat.
Det gav mig faktisk noget energi at vide, at det var gået så godt for ham. For jeg havde krise derude i dag.
Det kan jeg virkelig godt unde ham. Det er ikke, fordi jeg føler, det tager noget fra min sejr tirsdag. Faktisk vil jeg jo helst have, at det er en dansker, der vinder etapen. Så længe han altså ikke slår min holdkammerat.
Desværre ser jeg ikke så meget til Jonas i feltet. Han sidder jo altid foran og passer på sig selv.
Jeg har aldrig kørt på hold med ham, og vi har heller ikke siddet sammen i gruppettoen. Derfor har jeg et tættere forhold til de andre danskere, der også sidder nede bagi og snakker.
Men han er et stort smil, glad og flink. Han kommer altid lige med et par hurtige ord, og så er han videre. En dejlig, stille og rolig fyr, der helt sikkert har det lidt mere stressende end jeg, fordi han jagter klassementet.
Jeg blev nu også hyldet ude på vejene i dag. Der var masser af danske fans, som råbte tillykke til mig, mens jeg passerede dem. Enkelte gange var der også tid og overskud til lige at sige tak.
Også i feltet var jeg populær ved begyndelsen af etapen. Der var tid til at nyde det. Jeg sad på dæk på de brede veje, og så kom de ellers forbi – én efter én – og sagde tillykke med sejren.
Gamle verdensmestre, europamestre, tidligere Tour-vindere – kæmpestore profiler. Peter Sagan. Geraint Thomas. Alexander Kristoff. Ja, hvem var ikke forbi?
Men jeg glemte sgu hurtigt etapesejren. For at være helt ærlig, så fik jeg hammeren derude. Det var ikke en sjov dag. Jeg var som sagt i krise flere gange. Følte mig som en snotklat på asfalten.
Det var nogle voldsomme stigninger, og jeg havde trætte ben efter sejren. Jeg havde også kun sovet fem timer i nat. Normalt skal jeg helst have otte.
Men tidsgrænsen var ikke et tema – på den måde var jeg ikke nervøs. Der sad nogle af de tungere sprintere bag mig.
Så var der lidt tid til at snakke med danskerne. Jeg har det fint med dem alle, og vi taler sammen, hvis vi sidder ved siden af hinanden i feltet.
Det er jo ikke, fordi man behøver snakke sammen, hver gang man passerer hinanden i feltet, men når man lige tager hul på et løb sammen, prikker man lige hinanden på røven eller skulderen, første gang man ruller forbi. Bare lige for at hilse.
Det er klart, at der er nogen, man er tættere med end andre. Jakob Fuglsang og Christopher Juul-Jensen har jeg jo kørt på hold med og kender meget godt.
Men det er Mikkel Bjerg, jeg er tættest med. Vi kender hinanden ret godt og træner meget sammen i Girona.
Jeg ville synes, det var vanvittigt fedt, hvis han vandt et løb og fik succes. Han har jo ikke mange professionelle sejre. Jeg tror faktisk, han er den bedst betalte cykelrytter, der aldrig har vundet et cykelløb.
Men alle ville jo have ham, da han blev professionel. Han var tredobbelt U23-verdensmester i enkeltstart, så han var en eftertragtet herre.
Han må bare vinde i morgen – så er der tre på stribe!
