Lyt til artiklen

Det er vildt at tænke tilbage på mit liv for nogle år siden, nu hvor jeg lige er kørt op ad det mest vanvittige menneskemylder på Alpe d’Huez.

Dengang tjente jeg ikke en rød reje på min cykelryttergerning. Jeg levede et liv, som de fleste nok vil kalde spartansk.

Tirsdag vandt jeg en etape i selveste Tour de France og blev fejret med champagne. I dag kørte jeg så op ad en mytisk stigning i verdens største cykelløb, hvor der også blev … sprøjtet lidt af hvert ud over mig af de mange tilskuere.

Folk stod virkelig tæt. Det var som at køre i en tunnel – præcis som det ser ud i fjernsynet. Jeg kom kørende alene op ad stigningen, og jeg blev nærmest skubbet hjem.

Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

Da jeg nåede til stykkerne med barrierer – kort før mål – måtte jeg klikke to gear ned, fordi jeg ikke længere fik puf af tilskuerne. Så stor en forskel gjorde de.

Tilskuere var der ikke mange af, da jeg så småt begyndte min karriere. Dengang jeg satsede alt og flyttede alene hjemmefra for at forfølge drømmen.

En årgang boede jeg i Hareskovby, hvor jeg også var i lære som cykelmekaniker. Jeg brændte så meget for at blive cykelrytter.

Jeg arbejdede 37,5 time om ugen. Altså på cyklen. En fuldtidsstilling på landevejen – uden at få løn. Tjansen som mekanikerlærling gav en begrænset hyre. Mine forældre hjalp lidt, men der var ikke meget i mit køleskab.

Det er jo ikke fordi, jeg på den måde var ved at ryge på gaden. Men der blev skåret ind til benet. Der var ikke noget ketchup på køl. Den store luksus var til gengæld den helt billige parmesanost. Det var en god dag, hvis der var parmesan på pastaen!

Ellers blev det mest til havregryn med æbler eller bananer. Og det var ikke den fritgående, økologiske kylling, jeg fik til aftensmad. Hvis jeg var ude at rejse, tog jeg også altid en vanddunk med.

Jeg gad ikke betale for vand, så jeg kunne nærmest placeringerne på koldtvandshanerne i Københavns Lufthavn udenad.

Dengang kunne jeg også finde på at snuppe et par gamle dæk i cykelforretningen, som jeg brugte til at træne på. Der er nok ikke så mange, der dyrker det med nye, gamle dæk.

Foto: GUILLAUME HORCAJUELO
Vis mere

Det er jo altid rarere at have penge på kontoen end ikke at have det. I forhold til min indtægt lever jeg nok relativt sparsommeligt. Jeg mangler ikke noget overhovedet, men jeg sparer op.

Det er ikke fordi, jeg er nærig – selv om andre folk sikkert ville bruge mere, end jeg gør. Men jeg har ikke lyst til at leve over evne nu for så at sætte forbruget ned efter karrieren. Jeg vil hellere sætte det stille og roligt op.

For eksempel kom jeg til at købe en lidt finere bil, end jeg først havde forestillet mig. Det blev til en Audi i stedet for en Volkswagen Golf, som jeg også havde overvejet.

I vinter kom jeg til at lave et halvt impulskøb. Et tv til omkring 10.000 kroner. Det ligner mig ikke.

Jeg havde gået og tænkt lidt på det, men normalt undersøger jeg markedet grundigt først. Pludselig stod jeg bare i en butik og havde købt et fjernsyn. Det var en helt ny oplevelse.

I en lang periode af mit liv var jeg nødt til at tænke over, hvad jeg brugt penge på. Ellers gik det ikke op. Så min tilgang til det nu bunder nok i en sund forståelse af, at penge ikke hænger på træerne.

Og så sparer jeg også op til den dag, jeg stopper.