Jeg er ikke typen, der nogensinde har haft det store hjemve. Heller ikke som barn.

Ja, Touren er et langt løb, og masser af ryttere har behov for at se deres familier.

Ærligt talt, så deler jeg ikke det behov. Jeg savner det ikke rigtig. Der er nok at se til, og så kan det være lidt stressende, hvis man også skal nå at se familien.

Så meget tid er der heller ikke at give af.

Angrebsforsøg på vej til Schweiz på 8. etape.
Angrebsforsøg på vej til Schweiz på 8. etape. Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

Jeg er glad for min familie, men jeg er både og i forhold til at være et familiemenneske. Der er stensikkert folk, der har et større behov for at se deres slægtninge end mig, selvom jeg godt kan lide at tage til Bornholm engang imellem for at se dem.

Mine forældre og to søskende var med rundt i Danmark og se starten, men de er ikke med i Frankrig. Det var ret begrænset, hvor meget jeg så til dem. Min far og mor skriver nærmest hver dag for at sige held og lykke. Men det er ikke sådan, at jeg snakker i telefon med dem og skriver lange beskeder.

Min kæreste snakker jeg kort med dagligt. Hun kommer nok på besøg på anden hviledag, hvor vi skal være tæt på Andorra, hvor vi begge bor. Vi har ikke helt aftalt noget endnu, for der er stor forskel på holdenes politikker i forhold til corona, der raser i feltet.

På EF skal vi helst blive i vores boble, og jeg skal lige have clearet med holdet, om jeg kan få lov til at se hende. Hvis ikke, er der nok ikke meget idé i, at hun kommer.

Tilbage til løbet. Efter etapen i dag betroede vinderen Wout van Aert mig en lille hemmelighed.

Jeg forsøgte at komme i udbrud igen, og jeg har efterhånden ikke tal på, hvor mange gange jeg har forsøgt det.

Denne gang lykkedes det som bekendt ikke, og jeg kan mærke, at det bliver sværere og sværere at ramme udbruddene. Det var nemmere i Danmark, hvor de andre hold gav mig lov.

En del af forklaringen kom, da Van Aert og jeg stod ved podiet for at få overrakt vores trøjer – og han skulle hyldes som etapevinder.

Diskussion med Wout van Aert, der på det tidspunkt havde den gule trøje, inden sjette etape af Tour de France.
Diskussion med Wout van Aert, der på det tidspunkt havde den gule trøje, inden sjette etape af Tour de France. Foto: YOAN VALAT
Vis mere

Han fortalte mig, at de holder øje med mig. At han og Jumbo-Visma bruger kræfter i starten og sørger for, at jeg ikke vrister mig fri og kommer i udbrud. Hellere det end at skulle køre udbruddet ind senere.

Jeg har et usynligt mærke på ryggen nu. Et mærke, som én man ikke vil lade køre. Ofte siger man for eksempel, at man ikke vil give snor til mere end fem mand, så man kan kontrollere et udbrud. Og så er der nogle undtagelser – en liste med specifikke ryttere, man ikke gider at jagte bagfra.

Jeg er blevet en af dem.

Det er da en anerkendelse, men faktisk ikke nogen overraskelse. Jeg ved godt, de tænker det. Sådan blev det for alvor under Vueltaen sidste år, hvor jeg vandt tre etaper.

Som I kunne se, lykkedes det mig ikke at komme i udbrud. Jumbo-Visma og BikeExchange havde for travlt med at styre feltet og hente visse udbrud ind, og de havde stensikkert snakket inden og lagt en taktik.

Den slags er ikke ualmindeligt. Typisk rækker en sportsdirektør ud til en anden inden etapen. Her vidste Jumbo-Visma – der gerne ville føre for at vinde etapen med van Aert – at BikeExchange formentlig ville være det eneste hold, der også ville have interesse i at føre nede i feltet.

Så kunne de gå ud og dominere starten, og det kan godt tage lysten fra folk i forhold til angrebsforsøg, hvis de kan mærke, at løbet bliver kontrolleret.

Søndag er det ikke meningen, at jeg skal i udbrud. Hvis det er, bliver det mest for at hjælpe en holdkammerat mod etapesejren.

Til gengæld bliver det nok min sidste dag i prikker. Jeg har længe vidst, at jeg skulle afgive den på et tidspunkt.

Selvfølgelig er det ærgerligt. Men det er heller ingen overraskelse.

Den gode ting er til gengæld, at jeg så kan køre i holdets speedsuit igen, der er mere aerodynamisk. Det er en hel dragt, fremfor at jeg skal køre med den prikkede trøje ud over vores holds cykelbukser.