Lyt til artiklen

Jeg har faktisk aldrig haft idoler. Så det kan godt blive en smule mærkeligt med al den opmærksomhed.

Det er sjovt, at folk huer og hepper og vil tage billeder. Og når jeg er her som cykelrytter, er det rigtig fedt.

Men når jeg er hjemme i Andorra – eller ikke er i min cykelrytteruniform – er det helt modsat. Så kan jeg bedst lide at falde i et. Jeg gider ikke stikke ud.

Jeg må dog nok se i øjnene, at der bare følger besynderlige og kuriøse ting til opmærksomheden. Her i Frankrig vil folk røre ved mig konstant – også på cyklen.

Foto: THOMAS SAMSON
Vis mere

Det var ikke en ting i Danmark, men her i Frankrig sker det hele tiden.

Jeg har før prøvet – især i Spanien – at tilskuerne forsøger at skubbe mig op ad bakke. Det er jo dejligt nok, hvis man eksempelvis sidder bagerst i gruppettoen. Men her i Frankrig langer de ud efter mig. De vil gerne klappe mig. Det bliver nærmest til lussinger.

Hvis man skal klappe en på ryggen, der kører fremad, så skal man jo slå til. Det er lidt ubehageligt. Og mærkeligt. Nu prøver jeg at holde mig lidt længere væk fra tilskuerne og kører på midten af vejen.

Det er de franske tilskuere, der har en dårlig vane. Folk griber ud efter en. Man tænker, hvad fanden der sker.

Men det er klart, at det er stort at have bjergtrøjen. Det kan man virkelig også mærke her i Frankrig. Jeg har jo nok længe været et stort navn i cykelverdenen, men der er virkelig sket noget her under Tour de France. Mange har lagt mærke til mig – også på fransk tv, har jeg hørt.

Tidligere tog jeg mig altid tid til at stoppe og skrive autografer, hvis folk råbte mit navn. Men nu bliver det simpelthen for meget, hvis jeg skal tilfredsstille alle. Så kunne jeg jo bare stoppe ved start og mål og stå der i timevis.

Det oplevede jeg i dag efter podiet, hvor jeg skulle ned af stigningen. Jeg kom ud af afskærmningen og tæt på tilskuerne, og pludselig kom folk som gribbe.

Jeg ved ikke, om folk ville kunne sige, at de har rørt ved Magnus Cort, men det blev i hvert fald for voldsomt.

Ved startstregen med Wout van Aert (grøn), Tadej Pogacar (i gult) og Thomas Pidcock (i hvidt).
Ved startstregen med Wout van Aert (grøn), Tadej Pogacar (i gult) og Thomas Pidcock (i hvidt). Foto: THOMAS SAMSON
Vis mere

Der er selvfølgelig også mange fede ting ved det. Folk skriver til mig, at de har fået overskæg som mig. Det synes jeg er sjovt. Der er virkelig opmærksomhed. Så må jeg sørge for at opføre mig ordentligt. Sådan nogenlunde.

Men det er jo ærligt talt også nemmere for en som mig. Jeg er jo normalt ikke en del af sladderbladene. Så er det vel bare lidt nemmere at fremstå som et flot og ordentligt menneske.

Der er nok ikke ligeså mange vilde historier om cykelryttere som der er om fodboldspillere, der tager på vilde byture og kører galt i deres dyre biler.

Nu glæder jeg mig til at komme op på værelset og tænde for ‘Borgen’, som jeg faktisk aldrig har set. Jeg følger ellers meget med i politik og har set de fleste store danske serier, men aldrig den her. Ellers ligger jeg normalt og scroller på telefonen og tjekker nyhederne, når jeg har et øjeblik alene under Touren.

Og så kigger jeg selvfølgelig på den kommende etape. Min far har fortalt mig, at jeg er danskeren med næstflest dage i den prikkede bjergtrøje nu. Det er altså meget sjovt. Jeg har faktisk ikke researchet på det, men jeg stoler nu også på min far. Generelt.

Trøjen ryger snart. Det ved jeg godt. Men det er da sjovt at bære den, og jeg tager hver eneste dag med.

Jeg skal ikke ud og søge point i morgen … Men jeg må indrømme – at det da alligevel godt være en spændende etape for et udbrud.