Lyt til artiklen

Med ti kilometer tilbage var både etapesejr og gul trøje i spil. Så er det da bittert ikke at få noget.

Men jeg var fuldstændig brugt til sidst. Mine ben krampede. Derfor føler jeg ikke, jeg har mistet en etapesejr – for jeg havde slet ikke tænkt, vi ville holde hele vejen hjem.

Planen var, at jeg skulle sørge for at hjælpe enten Rigoberto Urán eller Neilson Powless med at komme i udbrud – ideelt set også selv gå med.

Det var tilfældigt, at det blev mig. Det kunne lige så godt have været en anden på holdet, men nu ramte jeg altså udbruddet igen.

»Jeg sad fremme i feltet og skulle holde øje med, hvad der skete. Jeg fulgte jeg et par hjul – og så var vi væk. Pludselig var hullet der.«
»Jeg sad fremme i feltet og skulle holde øje med, hvad der skete. Jeg fulgte jeg et par hjul – og så var vi væk. Pludselig var hullet der.« Foto: GUILLAUME HORCAJUELO
Vis mere

Jeg sad fremme i feltet og skulle holde øje med, hvad der skete. Jeg fulgte et par hjul – og så var vi væk. Pludselig var hullet der.

Men Neilson Powless var ikke med. Jeg sad i venteposition og måtte stoppe med at føre – efter besked fra holdet – fordi han var på vej op bagfra. Jeg prøvede at overtale de andre i udbruddet til at vente, men det ville de ikke. Feltet var for tæt på.

Heldigvis gik feltet i stå, og vi blev enige om at vente på de andre. Vi var aldrig kørt hele vejen til mål sådan her i en tremandsgruppe.

I udbruddet føltes det, som om jeg kørte med fire hjul. Hvis der var sket noget, skulle Neilson Powless have min cykel. Så jeg krydsede fingre for vores begge veje.

Det ville uanset gå ud over mig, hvis vi fik en defekt, så jeg håbede bare på, at vi ikke punkterede. Og det skete heldigvis ikke.

Jeg må erkende, at jeg på en måde er lidt ærgerlig. På forhånd havde jeg købt resultatet, hvis du havde sagt, at Neilson ville vinde et minut på de øvrige favoritter.

Men da vi sad dér – i vores seksmandsgruppe, hvor vi som de eneste var to ryttere fra vores hold – med 10-15 kilometer tilbage til mål, og vi havde mulighed for både etapesejr og gul trøje … Så håber man på mere.

Set i bagklogskabens lys kunne Neilson måske have ventet på mig. Så var vi to til at spille finalen og holde tempoet lidt højere. Vi skulle have fået mere ud af det.

»Jeg var fuldstændig brugt til sidst. Mine ben krampede.«
»Jeg var fuldstændig brugt til sidst. Mine ben krampede.« Foto: YOAN VALAT
Vis mere

Men i den afsluttende fase bøvlede jeg virkelig med kramper. Jeg havde specielt én i inderlåret, der var virkelig svær at komme af med. Den sad virkelig godt fast.

Det var specielt svært under accelerationerne, at det gjorde ondt. Da Neilson til sidst angreb, prøvede jeg at komme med, men jeg kunne ikke få det til at fungere.

Og ærligt – så kørte jeg også på lånt tid. Jeg var helt færdig. Derfor blev jeg sat. Men det var også en vanvittig hård dag, uden tvivl den hårdeste i Touren indtil videre.

Vi kørte så hurtigt. 48,5 kilometer i timen i snit på brosten, kun seks mand. Det var nærmest som at køre et holdløb på 150 kilometer. Det gør ondt.

Jeg gav den også lidt ekstra. Tog længere føringer, end jeg normalt ville gøre. Jeg tænkte faktisk, at min målstreg lå efter 130 kilometer – når de kom bagfra.

Nu tænker jeg på torsdagens etape. Den kan være spændende, for jeg tror ikke, sprinterne kan holde tempoet hjem til mål på grund af nogle af stigningerne.

Etapen i morgen kan gå alle veje, og det kan også være i min retning.

Jeg tænker, at jeg lige skal lugte, hvad der sker i starten. Der kan man nogle gange se, hvor mange hold der vil kontrollere det.

Det kunne være interessant at tage af sted. Ellers må jeg prøve, hvordan det er at være i feltet.

Det kunne nu også være meget hyggeligt at tale lidt med danskerne der. Det har jeg ikke rigtig prøvet endnu i det her løb.