Danskernes øjne er i den grad rettet mod elpriserne i denne tid, hvor mange gruer for elregningen.

Derfor har den prismodel, som elnetselskaberne indfører 1. januar, da også skabt utilfredshed blandt kunderne. Det skriver Finans.

Med prismodellen, den såkaldte tarifmodel 3.0, skal selskaberne nemlig indføre tidsdifferentierede nettariffer, der blandt andet betyder, at de dyreste nettariffer i vintermånederne vil være i tidsrummet fra klokken 17 til 21, mens der åbnes for seks forskellige priszoner spredt ud over både døgnet og kalenderåret.

Derimod bliver det billigst at forbruge el i nattetimerne – og det gælder året rundt.

Mette Rose Skaksen, der er viceadministrerende direktør i Green Power Denmark, forklarer til mediet, at man med modellen vil ruste forbrugerne til at tænke over, hvordan man belaster elnettet, og dermed rykke rundt på elforbruget.

»Der ligger en belønning i tarifmodel 3.0 til de forbrugere, som flytter elforbruget til tider, hvor elnettet er mindre belastet,« fortæller hun til Finans.

Der kan dog godt være en fare forbundet med at ville spare, hvis man eksempelvis først tænder for vaskemaskinen inden sengetid.

»Vi ved af erfaring og fra data, at en stor andel af brande i danske hjem starter i elektronik og særligt i de større apparater. Og derfor er det vigtigt at være til stede, når de er tændt, så man kan nå at reagere, hvis der pludselig opstår en brand.«

Sådan advarede Henrik Sagild, der er direktør for skade i Gjensidige, for nylig.

Så selvom det fortsat vil være billigst at bruge strøm om natten med den nye prismodel, er det en fordel at være til stede og vågen, mens apparaterne er i gang.