'Fy for satan'.

Sådan tænkte Katrine Gisiger for fem år siden, da hun efter et lille photoshoot i badetøj på stranden kunne se resultatet på sit kamera.

'Hvordan kunne jeg have troet at jeg så godt ud? Prøv at se de bollehåndtag, den fede vom, dellen i højre side under bikinien, appelsinhuden på låret, hængepatterne og det grimme navlehul,' skriver hun om hendes reaktion i et Facebook-opslag.

Men i dag ser hun helt anderledes på sin krop - både som den ser ud i dag, men også den på bikini-billedet.

Katrine har nemlig lært at fjerne de dømmende øjne fra sin krop for i stedet at fokusere på det, der har skabt dem.

Og ifølge hende er det blandt andet dameblade, modeindustrien, fitnessbranchen og tonsvis af slanke kroppe på eksempelvis Instagram, der har skabt et kritisk syn på kvindekroppen.

»Med opslaget prøver jeg at sige, at i stedet for, at vi går mod hinanden og siger, hvem der har det værst, og hvem der har ret til at være utilfreds, så skal vi i stedet rette vores kamp og oprør mod dem, der har gjort, at vi har det sådan,« siger Katrine Gisiger til B.T.

Katrine ser nemlig tit, hvordan slanke kvinder får 'tæsk' for at sætte spørgsmålstegn ved deres krop.

Og hvordan det så skaber en modreaktion: 'Må man nu ikke være tynd længere?'.

Men tankerne er farlige.

»Jeg kan godt selv blive provokeret af, at der er en slank kvinde, der brokker sig over en enkelt delle, men problemet er, at uanset hvor flot en krop man har, og hvor perfekt den er i andres øjne, så kan personen selv have et helt andet syn. Vedkommende kan have det meget dårligt over sin krop,« siger Katrine.

Og den udvikling skyldes altså ifølge Katrine blandt andet, at vi bliver eksponeret for et hav af retoucherede modelkroppe på Instagram.

Mere end de rynkede hverdagskroppe i svømmehallen.

»Vi bliver meget påvirkede af billederne på de sociale medier, og man tænker, at man skal have de kroppe for at være god nok. Men i stedet skal man forstå, at det er en tanke, der er plantet hos dig, så man i stedet kan lære at se sin krop med andre øjne,« siger hun.

Katrine Gisiger er foredragsholder og har sammen med bloggeren Matilde Trobeck podcasten 'perfekt Uperfekt'.

Det var i den anledning, at de to i efteråret 2018 blev inviteret ind på radiostationen P3 til en snak om at føle sig tilpas i sin egen krop. Udsendelsen endte med, at Katrine Gisiger følte sig udsat for et bagholdsangreb.