»Det er sgu løgn!«

Henrik Holmen Jensen troede ikke sine egne øjne, da han søndag formiddag kørte en lille tur på sin scooter nær hjemmet i sjællandske Greve.

Det ynder han at gøre i sin fritid, men denne gang måtte han stå af sit transportmiddel, da han kom forbi en legeplads ved Engrøjen i Greve.

På jorden lå der nemlig omkring 20 tomme flasker med lattergas.

»Jeg kom kørende ved legepladsen, der indimellem bliver brugt af unge mennesker. Sommetider er der nogen, der sidder og fyrer lidt sjov tobak af, men denne gang lå der måske 20 flasker med lattergas,« siger Henrik Holmen Jensen og fortsætter:

»Jeg har set dem mange steder, men aldrig så mange på én gang. De må jo være blevet brugt aftenen før, men det er godt nok voldsomt. Det var jeg sgu rystet over at se.«

Henrik tog et billede af de mange flasker og lagde det op i en lokal Facebook-gruppe.

Her ses billedet, som Henrik Holmen Jensen tog søndag formiddag.
Her ses billedet, som Henrik Holmen Jensen tog søndag formiddag.
Vis mere

Og dér strømmede det ind med kommentarer fra folk, der var chokerede over synet.

»Jeg har aldrig oplevet sådan et opslag få så mange kommentarer, men jeg forstår det jo godt. Det kan jo være ekstremt farligt, og på billedet er der rigtig meget lattergas, må man bare sige,« fortæller Henrik Holmen Jensen.

B.T. vil gerne sætte fokus på brug af lattergas. Kan du bidrage til den dækning? Så vil B.T. gerne høre fra dig på sebj@bt.dk.

Men hvor farligt er det overhovedet?

Det har B.T. spurgt Claus Løland om. 

Han er hjerneforsker på Københavns Universitet og har tidligere undersøgt effekterne af lattergas.

»Den umiddelbare fare er, at lattergas ikke indeholder ilt. Det indeholder gas, og det betyder, at du faktisk kvæles, når du indtager det, fordi din krop mangler ilt. Så den akutte fare er, at du bliver kvalt, uden at kroppen faktisk kan mærke det,« siger Claus Løland.

De akutte tilfælde har vi hørt om før, og der har det seneste årti været en række historier med især unge, der har været tæt på at dø efter indtag af lattergas.

Men der er også en mindre akut, men alligevel ganske alvorlig risiko ved at inhalere gassen.

»Når du indtager store mængder lattergas, så mangler du som sagt ilt i kroppen. Det har dine organer og nervebaner ikke godt af, og derfor begynder dine nerveceller at degenerere. Konkret kan det betyde kroniske følelsesforstyrrelser i eksempelvis fingre,« siger Claus Løland.

Af samme grund er han også – set ud fra et lægefagligt synspunkt – ganske utryg ved de store flasker.

»Jeg synes, at det er et kæmpe problem. Før i tiden var det de her små patroner, men nu kommer de i store flasker, der altså indeholder ret meget lattergas. Der kan du få en farlig dosis,« siger forskeren.

I sommer blev det forbudt at medbringe lattergas på offentlige steder eller sælge det til andre. Det kan koste mellem 3.000 og 5.000 i bøde alene ved besiddelse på offentlige steder.

Lattergas i store mængder til videresalg kan udløse en bøde på 50.000 kroner eller mere.