»Udviklingen af 'workation'-rejser er accelereret det seneste år.«

Sådan siger Nils Persson, Chief Officer, Marketing and Communications, i Visit Sweden, i en pressemeddelelse.

Workation er defineret ved, at man kombinerer arbejde med ferie, typisk i naturskønne omgivelser, hvor man kan få ro og fred til at arbejde.

Tendensen er især er kommet i forbindelse med coronapandemien, hvor flere er begyndt at arbejde hjemme og har vænnet sig til, at arbejdet ikke nødvendigvis behøver at foregå på kontoret fra klokken 8 til 16.

»Mange arbejdsgivere har også fået øjnene op for, at arbejdet kan løses mange steder, og at arbejdstagerne godt kan håndtere friheden. Vi har jo teknologien til, at det kan lade sig gøre,« sagde forsker i kronobiologi – døgnrytmer – og ph.d. i balancen mellem arbejdsliv og privatliv Camilla Kring for nylig til B.T.

Sverige er et populært sted for danskerne at søge hen, når de vil kombinere ferie og arbejde.

Her er nemlig mulighed for at være tæt på naturen, mens man arbejder.

En undersøgelse baseret på et eksperiment, som Visit Sweden har foretaget i samarbejde med Karolinska Instituttet, viser, at naturen har en positiv indvirkning på vores trivsel og psykiske sundhed.

Det gælder for eksempel forbedret søvnkvalitet of mindre grad af stress, der er vigtigt at have styr på for at få et sundt og holdbart arbejdsliv.

Visit Sweden har sammen med landets regioner samlet en liste over eksempler på ferieboliger tæt på naturen, der byder på gode muligheder for en 'workation', hvis du skulle være fristet og har mulighed for at arbejde hjemme.

Du finder listen herunder:

  • Niehku Mountain Villa, Lapland
  • Lodshuset, Ångermanland • Fjällnäs, Härjedalen
  • Bergaliv, Hälsingland
  • Siggesta Gård, Stockholm Archipelago
  • Swedish Country Living, Vestsverige
  • Thorskogs Grand Manor House, Bohuslän
  • Salt & Sill, Vestsverige
  • Ästad Vingård, Halland
  • Nature Shelter Hotel, Skåne
  • Eriksberg Hotel & Nature Reserve, Blekinge

Kilde: Visit Sweden.