Over 100 elever fra Gerlev Idrætshøjskole er sendt hjem, efter at 42 elever er coronasmittet.

42 elever fra Gerlev Idrætshøjskole ved Slagelse er blevet testet positive for coronavirus, efter at op mod 30 elever i sidste uge brød skolens retningslinjer og gik i sauna sammen.

Det skriver DR Sjælland.

Over 100 elever er sendt hjem, mens der stadig er 30 elever tilbage på skolen, fordi de af forskellige grunde ikke kan isoleres derhjemme.

Tre af de tilbageværende elever er blevet testet positive og er nu isoleret på skolen.

Mandag skrev skolen på sin Facebook-side, at to elever var smittede. Men saunaturen har altså fået smitten til at sprede sig, lyder det.

- Situationen på Gerlev Idrætshøjskole har udviklet sig ret dramatisk siden opdateringen på Facebook. Vi har 42 smittede nu, og det er en alvorlig sag, siger Tania Dethlefsen, der er forstander på Gerlev Idrætshøjskole, til Berlingske.

Smitten er ifølge forstanderen sket, ved at en elev har besøgt sin familie, som har været smittet uden dog at have symptomer. Efterfølgende har den pågældende bragt smitten til skolen.

Højskolen følger som andre højskoler og efterskoler sundhedsmyndighedernes anbefalinger og har inddelt eleverne i små familiegrupper for at undgå smittespredning.

Her gælder afstandskravet ikke, men elever i de enkelte familiegrupper skal holde afstand til hinanden, siger forstanderen.

- Og så er det, at han (den smittede, red.) og en masse andre elever vælger at bryde retningslinjer og går i sauna sammen med andre elever på tværs af flere forskellige familiegrupper

- Det må vi desværre konstatere. Det er dybt beklageligt og meget alvorligt, siger hun til Berlingske.

Forstanderen siger, at der er tale om et stort antal elever, der har brudt reglerne. Skolen regner med, at der er tale om elever fra fire familiegrupper.

Ingen ansatte er endnu bekræftet smittet.

På skolen går der over 130 elever.

/ritzau/