En Venstre-kredsformand i Esbjerg Omegnskreds, Thomas Rosenstand, har ifølge TV SYD valgt at trække sig, fordi tidligere fosvarsminister Carl Holst ønsker at genopstille til Folketinget.

Bestyrelsen i Esbjerg Omegnskreds ønsker ifølge TV Syd at støtte Carl Holst i at genopstille til Folketinget. Og derfor har Thomas Rosenstand valgt at trække sig, for det er han ikke enig i.

I stedet for Thomas Rosenstand er Jan Schou Jørgensen nu indsat som konstitueret formand. Og han bekræfter overfor BT, at Carl Holst ønsker at genopstille til Folketinget.

»Det er korrekt, at Carl Holst ønsker at genopstille,« lød det fra Jan Schou Jørgensen, da BT fangede ham på telefonen.

Formanden for Venstre i Esbjerg, Ketty Christoffersen, fortæller til BT:

»Thomas Rosenstand har trukket sig, fordi han ikke kan støtte Carl Holst. Men det er endnu ikke afgjort, om Carl Holst genopstiller. Nu er der først en politiundersøgelse, som skal afsluttes. Men min støtte til Carl Holst er, som den hele tiden har været. Og jeg bakker op om ham,« siger Ketty Christoffersen.

Carl Holst var under stor beskydning som forsvarsminister, hvor flere sager klæbede til ham. Også efter han valgte at gå som forsvarsminister blev flere medier ved med at grave i flere af de sager, som i sidste ende endte med, at Carl Holst tog sin afgang fra ministeriet.

25. november 2015 udsendte Venstre en pressemeddelelse, hvor de kom frem, at Carl Holst tog orlov fra Folketinget.

»De seneste måneder har været turbulente. Uroen har ikke kun skygget for mit og mit partis politiske arbejde - den lægger også et stort pres på dem, der står mig nærmest,« lød det fra Carl Holst i pressemeddelelsen.

Venstre-profilen var blevet stærkt kritiseret for at have brugt en ansat i Region Syddanmark til at føre sin personlige valgkamp, da han stadig var regionrådsformand. En sag, der kastede en skygge over hans korte tid som minister og endte med at skubbe ham af taburetten.