Samuel er fire år og cirka otte måneder gammel. Han er for lille til at forstå, hvorfor hans liv sandsynligvis snart er forbi.

Den lille dreng, som er et af de fem børn med dansk pas, som fortsat lever i den syriske al-Roj-lejr, er nu så syg, at han ifølge danske læger burde indlægges og evakueres. Det viser en to uger gammel lægevurdering af børnene, som B.T. har læst.

Samuel burde vokse på livet løs, men han har ikke taget på i vægt siden maj sidste år.

Han er svært underernæret, dybt traumatiseret og har PTSD efter de grusomheder, som han har oplevet.

Foreningen Repatriate The Children har taget flere billeder af Samuel og de andre danske børn i lejrene. Her er det Samuels lillebror. Alle børnene har familier i Danmark som kan tage sig af dem, hvis de får lov at komme tilbage.
Foreningen Repatriate The Children har taget flere billeder af Samuel og de andre danske børn i lejrene. Her er det Samuels lillebror. Alle børnene har familier i Danmark som kan tage sig af dem, hvis de får lov at komme tilbage. Foto: Repatriate the Children – Denmark / RTC – Danmark
Vis mere

En banal lungebetændelse kan sandsynligvis slå ham ihjel. En sygdom, man nemt kan pådrage sig i den bidende kulde eller gloende hede, som årstiderne hver især byder på i det kurdiskkontrollerede område af Syrien, hvor al-Roj-lejren ligger.

To andre af børnene har også været omfattet af lægevurderingen. Deres helbred er også bekymrende ringe.

Samuels lillebror har kronisk diarré og er svært underernæret. En anden dreng på fem år er også traumatiseret, syg i øre, næse og hals og har konstant smerter fra granatsplinter, der sidder i hans krop efter et bombeangreb, hvor hans lille fætter blev dræbt.

Den danske regering kan med et snuptag redde børnene og deres forældre, men statsminister Mette Frederiksen har vendt tommelfingeren nedad.

4-årige Samuel og hans lillebror er svært underernærede. Her er det Samuels lillebror.
4-årige Samuel og hans lillebror er svært underernærede. Her er det Samuels lillebror. Foto: Repatriate the Children – Denmark / RTC – Danmark
Vis mere

»Det tyder på, at der desværre er et stort politisk flertal – herunder regeringen – som er villig til at lade dette ende med den ultimative konsekvens. At børnene dør dernede. Det skriger til himmelen,« siger Enhedslistens gruppeformand, Peder Hvelplund.

Samuel, som er utryg og ramt af hyppige mareridt, klynger sig ofte til stoffet i sin mors kjoler i sin higen efter tryghed. Men på mange måder er hans mor hans værste fjende.

Samuels mor er nemlig uønsket i Danmark. For år tilbage tog hun ned til Islamisk Stat og blev en del af terrorgruppen Islamisk Stat, som Vesten med dansk deltagelse har nedkæmpet.

Regeringen med Mette Frederiksen i spidsen har frataget Samuels mors hendes danske statsborgerskab og nægter at lukke hende ind over den danske grænse. Det samme gælder de to andre kvinder, som er mødre til de børn i Syrien, som endnu har dansk pas.

Regeringen har valgt alternativet, nemlig at familierne risikerer at forgå i det syriske ørkensand.

I alt har 12 tidligere danskere mistet deres danske statsborgerskab siden 2019, hvor det blev muligt at inddrage dansk statsborgerskab, hvis borgeren også var statsborger i et andet land. I Samuels mors tilfælde er det andet land Marokko.

Mandag stadfæstede Østre Landsret, at det ikke var lovstridigt at frakende Samuels mor hendes statsborgerskab. Dommen kan danne præcedens for andre sager.

Dermed blev vejen til Danmark meget længere for de fem børn.

Denne femårige dreng har granatsplinter i sin arm efter et bombeangreb, som dræbte hans fætter. Han er i konstante smerter.
Denne femårige dreng har granatsplinter i sin arm efter et bombeangreb, som dræbte hans fætter. Han er i konstante smerter. Foto: Repatriate the Children – Denmark / RTC – Danmark
Vis mere

Børnene kan ikke tvangsfjernes fra lejrene. Og mødrene vil ikke skilles fra børnene.

Sagen splitter Folketinget. Radikale Venstre, SF og Enhedslistens forsøger at få de sidste fem danske børn hjem, efter de første 14 børn kom hjem med deres mødre sidste år.

Regeringen og blå blok vil kun tage de sidste børn hertil, hvis deres mødre – fædrene er efter al sandsynlighed dræbt – aldrig sætter deres ben i Danmark.

»Børnene er danske statsborgere og derfor naturligvis Danmarks ansvar. De er uskyldige og skal ikke bøde for deres forældres handlinger,« siger Radikale Venstres retsordfører, Samira Nawa, og fortsætter:

»De bør evakueres omgående sammen med deres mødre,« siger hun.

4-årige Samuel og hans lillebror. Begge drenge er svært underernærede. Samuel er så syg, at danske læger vurderer han bør indlægges.
4-årige Samuel og hans lillebror. Begge drenge er svært underernærede. Samuel er så syg, at danske læger vurderer han bør indlægges. Foto: Repatriate the Children – Denmark / RTC – Danmark
Vis mere

Enhedslisten har samme holdning.

»Vi har ansvaret for børnene, og vi lader dem rådne op. Det er hjerteskærende,« siger Enhedslistens Peder Hvelplund.

En af begrundelserne for ikke at tage mødrene til Danmark er, at man på Christiansborg mente, at kvinderne udgjorde en sikkerhedsrisiko mod Danmark.

Men PET skriver noget andet i deres sikkerhedsrapport fra 2022. Her står der, at børnene i højere grad risikerer at blive radikaliseret i lejrene. Hvis de altså overlever barndommen.

B.T. har bedt udenrigsminister Jeppe Kofod om en kommentar, men Udenrigsministeriet henviser til en artikel, som Ritzau har skrevet.

»Forældrene har ikke noget lovligt ophold i Danmark. De har tilsluttet sig en terrororganisation,« siger Jeppe Kofod til Ritzau.

Regeringen har dog iværksat et beredskab, som hurtigt kan bringe børnene til Danmark. Det kræver, at deres mødre frasiger sig deres børn.

Samuels navn er opdigtet. Redaktionen er hans rigtige navn bekendt.