Enhedslisten skal tilbage til rødderne og holde partiet og personerne adskilt, mener en række partimedlemmer i baglandet

Enhedslisten skal ikke længere profilere sine kendte politikere, når der er valgkamp. En række partimedlemmer foreslår forud for partiets årsmøde i maj, at Johanne Schmidt-Nielsen & co. pilles af plakaterne. Det skriver Information.

Valgplakater med ansigter på strider nemlig mod ideen om Enhedslisten som kollektivets parti, mener de,

Hovedbestyrelseskandidat i Enhedslisten, Mie Susanne Lilje, er en af forslagsstillerne, og hun kalder forklaringen »temmelig simpel«.

- Udover at det skaber direkte unødvendige logistiske problemer at have en håndfuld kandidater repræsenteret på plakaterne, så er det ulig Enhedslistens generelle praksis omkring at føre kollektivistisk valgkamp. Når man fastsætter en kandidatliste på årsmødet som et kollektiv, fører det - efter min mening - en kollektiv valgkamp med sig. Derfor mener jeg, at det giver absolut bedst mening at lade det røde Ø figurere på plakaterne alene frem for sammen med en lille håndfuld af partiets kandidater, siger hun.Da Enhedslisten første gang satte ansigter på plakaterne, var det en mindre medierevolution i partiet. Liste Ø havde nemlig indtil da holdt politik og personer adskilt.

Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen, mener imidlertid, at personprofileringen er kommet for at blive.

- Det er helt i orden, at man også kan se, at der er mennesker i Enhedslisten. Vi sender jo også mennesker ind til tv-debatterne. Jeg har tidligere ment, at det var lige meget, men nu er jeg så blevet overbevist om, at det er godt, at man kan se, hvordan nogle af vores kandidater ser ud, siger han til Information.

Svigter Enhedslisten sine grundprincipper ved at have billeder af partimedlemmer på valgplakaterne?

Deltag i debatten herunder. De bedste indlæg bliver bragt i BT

BNB