Lyt til artiklen

Anna Holm Baumeister gjorde det igen, men familierekorden fik hun ikke ram på.

I første halvdel af 80erne vandt hendes mor, Mette Holm Hansen, E-løbet tre år i træk og satte personlig rekord med 45.48, og det var fire sekunder hurtigere end Annas vindertid i det 46. E-løb.

- Jeg gik efter min mors rekord og lå lidt under den efter fem kilometer, men i modvinden op mod slottet blæste den væk, siger en storsmilende Anna Holm Baumeister.

- Det var et dejligt løb som altid. En skøn oplevelse. Men jeg må indrømme, at den sidste bakke var hård. Jeg er glad for, at den ikke var længere. På de sidste hundrede meter syrede jeg til op over ørerne.

Anna Holm Beimeister debuterer i marathon 26. oktober i Frankfurt og glæder sig.

- Jeg har trænet hårdt, og nu skal jeg trappe lidt ned, siger den 26-årige journalist.

Anna Holm Baumeister levede op til favoritværdigheden, men blev presset af 2012-vinderen Sara Sig Møller, 30, der blev slået med otte sekunder.

- Den første kilometer gik lidt for hurtigt (3.18, red.). Jeg forsøgte at have Anna inden for synsvidde, men kunne ikke lukke hullet op til hende, siger Sara Sig Møller.

- Det var dejligt at være tilbage i Dyrehaven. Jeg nød det derude. Og jeg løb hurtigere end for to år siden.

Sara Sig Møller blev for otte måneder siden mor til Valdemar og har fået et forrygende comeback.

- Det gik bedre i dag, end jeg turde drømme om, siger hun.

Mindst lige så bemærkelsesværdig var 17-årige Anna Emilie Møllers tredjeplads i 46.55. Basketballpigen løb tidligere i år en sensationel 10 kilometer på 34.44 og er begyndt at træne i Blovstrød Løverne under den tidligere topløber Kersti Jakobsen, der vandt E-løbet i 1986.

- Første halvdel gik godt, men det blev hårdere og hårdere, siger Anna Emilie Møller.

- Eremitageløbet er det længste, jeg har løbet. Ellers har jeg kun løbet ti kilometer to gange.

Kersti Jakobsen træner Anna Emilie Møller en gang om ugen og venter sig meget af stortalentet.

- Anna er et af de største talenter, jeg har set. Hun kan nå langt, men vi skal også passe på hende, siger Kersti Jakobsen som sin elev.