Siden klokken 02.30 i nat har brandfolk og politi forsøgt at slukke en brand, der er opstået i en stor bunke flis og haveaffald i udkanten af Roskilde.

»Slukningsarbejdet er stadig i gang. Vi har ikke været der hele natten, men det har dem, der står for slukningsarbejdet,« siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Mads Haugaard.

Han forsikre dog om, at røgen ikke påvirker nogle omkringliggende beboere, for der er ingen.

»Der er ikke noget beboelse i nærheden. Bunken ligger tæt på nogle industribygninger lidt uden for Roskilde,« forklarer Mads Haugaard og fortsætter:

»Samtidig er der ikke særlig meget vind, så røgen forsvinder direkte op i luften. Den siver ikke ind over byen.«

Lige nu kan han ikke sige noget om, hvordan branden er opstået, da man endnu ikke har fået den slukket og derfor ikke kan påbegynde undersøgelserne. Men man forventer ikke, den er påsat.

»Sådan noget haveaffald og træflis kan i nogle tilfælde godt selvantænde,« siger vagtchefen.

Man forventer, at det vil tage syv dage at slukke branden, der strækker sig over 70x70 meter på Vestre Hedevej. Ilden er under kontrol.