Som journalist er man ofte personligt berørt af de sager, som man dækker. Man opdager på første hånd, at ægte mennesker med ægte følelser, er dybt involverede i de ting, som de fleste mennesker i Danmark flygtigt læser som en del af den helt almindelige nyhedsstrøm.
Sagen om lejligheden på Østerbro, hvor to unge mennesker – børn faktisk – mistede livet, kommer ekstra tæt på, når man selv er forælder. For hvordan kunne det gå så galt, at to børn, som havde livet foran sig, skulle dø henholdsvis den aften i marts og 10 måneder senere som følge af bl.a. den hjerneskade, hun pådrog sig den aften.
Sandheden er ikke til at begribe. Marcus og Liv havde sandsynligvis været i live i dag, hvis ikke alle omkring dem havde svigtet. Venner. Livs mor. Selv politiet.
Alle forældre kender den frygt, som melder sig, hver gang man ser sit barn gå ud ad døren og gå et eller andet sted hen, hvor man ikke kan beskytte dem. Man trøster sig ved, at hvis der sker noget, så er der nogen, der passer på dem. Deres venner, lærere, pædagoger, pårørende eller måske bare helt fremmede mennesker, som tænker på andre end sig selv.
Men det skræmmende er, at det stik modsatte var tilfældet for Liv og Marcus.
Da de to børn ligger døende eller livsfarligt syge hen i en lejlighed, så reagerer deres venner ikke med at ringe til alarmcentralen i et forsøg på at redde dem. I stedet må Marcus og hans pårørende se, at der i stedet bliver lagt en videobid på det sociale medie Snapchat, hvor Marcus, som måske allerede er død, bliver optaget, mens en stemme siger:
»Det er sådan, vi dræber folk her. Østerbro gangster style.«
Virkeligheden overgår fantasien.
Og Livs mor, som man skulle tro ville gøre alt for at hjælpe sin datter, undlader også at tilkalde hjælp. Ifølge de børn, som vidnede i retten, så ville hun ikke have 'pansersvin' op i lejligheden.
Igen så overgår det enhver fatteevne.
Som forælder kan man ikke rigtigt styre, hvem ens børn omgås. I hvert fald ikke, når de bliver teenagere. Man kan kun håbe, at man har opdraget dem med nogle værdier, der betyder, at de selv vil søge fællesskaber, hvor moralen er høj, og hvor man drager omsorg for hinanden.
Med den forhåbning, så kan man trøste sig lidt ved, at måske – kun måske – så vil ens egne børn måske opleve, at andre mennesker er der for dem, hvis de har brug for hjælp en dag.
Men politiets rolle i sagen kan man ikke selv gøre noget ved.
To betjente var i lejligheden den aften. De så børn, der var påvirkede i en lejlighed, der var fyldt med tomme vodkaflasker, og hvor der lå åbne pakker med receptpligtig medicin. Den eneste voksne var en snøvlende påvirket mor, som betjentene vidste havde været heroinmisbruger. Der lå en sovende, nærmest bevidstløs pige, i en seng. Og man overså en døende dreng, der lå i sit eget bræk på toilettet.
Hvordan kan jeg som forælder regne med, at politiet ville have reageret anderledes, hvis mine børn var kommet i problemer? Havde politiet lukket den fest, hvis de havde fundet påvirkede børn i et pænt hjem i Hellerup frem for en beskidt narkolejlighed på Østerbro?
Det er netop det spørgsmål, som har holdt mig vågen om natten, mens vi optog 'Genåbnet'. Jeg kender simpelthen ikke svaret.
