En 52-årig mand fra Hundested er sigtet for grov vold, efter han overfaldt to kvindelige sygeplejersker med slag og spark på psykiatrisk afdeling på Hillerød Hospital.

Manden er varetægtsfængslet i 14 dage for det voldelige overfald. Den 52-årige, som er psykiatrisk patient, tog blandt andet kvælertag på en af sygeplejerskerne og løftede hende op i halsen.

Da den anden sygeplejerske kom kollegaen til undsætning, lod manden sit raseri gå ud over hende, hvorved hun fik revet totter af hår ud af hovedet, før andre ansatte kom ilende til og fik sat en stopper for volden.

Den 52-årige blev fængslet in absentia, da han var for syg til at møde op i retten. Han er nu anbragt på en sikret psykiatrisk afdeling i Glostrup.

Det er langt fra første gang, at patienter på landets psykiatriske institutioner begår vold mod personalet.

En særligt grov episode fandt sted i marts måned i år på Odense Universitetshospitals psykiatriske afdeling, da det slog klik for en 47-årig psykisk syg mand, som stak tre ansatte ned med en kniv.

Det gik værst ud over en 34-årig mandlig læge, som fik skåret maven op og fik dybe snit i ansigtet. Lægens tilstand var i de efterfølgende døgn yderst kritisk.

Voldsepisoden fik samtidig Arbejdstilsynet til at undersøge, hvordan det kunne ske, at den 47-årige, der var blevet tvangsindlagt på afdelingen, kunne smugle en kniv med ind og derefter angribe de ansatte.

En rapport fra Arbejdstilsynet fra december 2011 har i forvejen vist, at der i længere tid har været alvorlige problemer med sikkerheden på den pågældende afdeling. 

Her lød konklusionen, at der er »risiko for, at medarbejderne udsættes for vold og trusler med fysiske skader til følge«.