Aalborg-spillerne er lavet af noget specielt, siger direktør efter at have booket plads i Final 4.

Aalborg Håndbolds direktør, Jan Larsen, er fuld af optimisme efter onsdagens medrivende kvartfinalesejr over Veszprem i Champions League.

Med samlet 64-60 kvalificerede nordjyderne sig til turneringens Final 4-stævne, men Aalborg tager ikke til Köln i juni for at være statister. Trofæet kan sagtens komme med hjem i kufferten, siger direktøren.

- De her drenge er lavet af noget specielt, de kan gå ned og vinde hele lortet. Vi er blandt de bedste i verden, det kan der ikke være diskussion omkring.

- Vi har lige slået det dyreste hold i verden, så jeg er så stolt, at jeg ikke kan være i mig selv, siger Jan Larsen til DR.

Direktøren fortæller også, at han er udmattet efter onsdagens medrivende opgør i Aalborg. Nordjyderne havde tabt med et enkelt mål i Ungarn i sidste uge, men endte med at vinde 33-28 på hjemmebane. Fra midten af første halvleg var aalborgenserne ovenpå.

Blandt kampens store oplevelser var Thomas Arnoldsen, der gjorde god reklame for sig selv i jagten på en plads i Danmarks OL-trup.

Han er i ekstase over at skulle kæmpe om det mest prestigefyldte trofæ i klubhåndbold efter sejren over de stærke ungarer.

- Veszprem er et af verdens bedste hold, så det er fuldstændig sindssygt, at vi skal til Köln.

- Det var en kamp, der svingede lidt frem og tilbage. Vi startede ikke super godt og brændte for meget. I anden halvleg førte vi med tre-fire stykker hele vejen igennem, og til sidst var det de små ting, der afgjorde det, siger Arnoldsen til DR.

Aalborg Håndbold var i Final 4-stævnet i 2021. Her endte nordjyderne med at få klø af FC Barcelona i finalen.

/ritzau/