Den spanske eks-landsholdsmålmand Santiago Canizares er blevet ramt af en tragedie.
Hans søn Santi er død i en alder af fem år. Det skriver målmandslegenden med en fortid i Real Madrid og Valencia på Twitter:
»Min søn Santi er død. Jeg synes, at jeg er den, der skal fortælle jer det i taknemmelighed for jeres støtte og tanker. Han døde omgivet af ro i fuld forståelse for sin mission i de fem år, han var hos os.«
Canizares' søns kræftsygdom har været offentligt kendt i Spanien.
48-årige Santiago Canizares havde en stor karriere, hvor han både har repræsenteret Real Madrid og Valencia.
Med Real Madrid var Canizares med til at vinde Champions League i 1998 og tre spanske mesterskaber. Han spillede 54 kampe for Kongeklubben.
Men det er særligt tiden i Valencia, som var mindeværdig for Canizares, hvor han betragtes som en legende med 418 kampe for klubben.
I Valencia-tiden vandt han to spanske mesterskaber - i 2001 og 2004. Han førte også klubben til to Champions League-finaler, i 2000 og 2001, som dog begge blev tabt.
I 2004 vandt Canizares og Valencia Uefa Cupen. Han er noteret for 46 landskampe for Spanien i årene 1993 til 2006.