Dråberne pisker dig i ansigtet. Regntøjet klasker til kroppen, og under gore-tex'en er din skjorte våd af sved. 

Hvis du cykler på arbejde på nogenlunde daglig basis, har du uden tvivl tit oplevet ovenstående scenarium. 

Eller måske orker du slet ikke at cykle, fordi det (næsten) altid regner?

Sådan føles det i hvert fald efter en april måned med rekordstore nedbørsmængder. 

April i år har nemlig været den vådeste i 150 år. 

Men faktisk cykler du slet ikke i så mange regnvejrsdage, viser tal fra DMI. 

Onsdag 1. maj begynder kampagnen 'Vi cykler til arbejde,' og i den anledning har klimatolog Naja Duus Bendixen set nærmere på regnvejsstatistikken de seneste ti år. 

Og tallene viser, at du – med ganske få undtagelser – ikke kan bruge regn som undskyldning for at droppe cyklen. 

For eksempel vil en cyklist i København kun cykle i regnvejr på 4,2 procent af turene. 

Naja Duus Bendixen har lavet beregningerne på baggrund af en gennemsnitlig pendler, der cykler frem og tilbage en time hver vej mellem klokken otte og ni og igen mellem klokken 16 og 17. 

For at afgrænse opgaven har DMI valgt at kigge på statistik over de seneste 10 år, alle hverdage året rundt, og tallene er trukket for de fire største byer i landet.

Selvom det kan føles som noget, der sker tit, så er der faktisk langt flere tørre cykeldage end våde. 
Selvom det kan føles som noget, der sker tit, så er der faktisk langt flere tørre cykeldage end våde.  Foto: Arkivfoto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Vis mere

Og der er faktisk forholdsvis store regionale forskelle:

Jo længere mod øst, du bor, jo større er sandsynligheden nemlig for at cykle i tørvejr. 

»Årsagen til forskellen fra øst mod vest skyldes, at de fleste regnvejr i Danmark kommer fra fronter, som trækker ind over landet fra vest. Dermed er det den sydvestlige del af landet op mod den ’jyske højderyg’, der får mest regn, hvorefter fronten langsomt svækkes på vej østover. Med undtagelser selvfølgelig,« skriver DMI i en pressemeddelelse. 

De 4,2 procent i hovedstaden svarer til 213 våde cykelture over ti år.

En smule vådere ser det ud i Odense, der tegner sig for 243 ture i regnvejr eller 4,8 procent, mens aarhusianerne har 247 regnvejrsture, hvilket er 4,9 procent over ti år.

Hårdest prøvet er de aalborgensiske cyklister, som i løbet af ti år må forvente 256 våde cykelture, svarende til 5,1 procent. 

Vådeste kommune over 10 år var Herning med 978 millimeter nedbør i gennemsnit, mens Samsø var den tørreste kommune med kun 604 millimeter nedbør i gennemsnit pr år.

Cyklistforbundet står bag kampagnen Vi cykler til arbejde, og den løber fra 1. maj til 31. maj. Formålet er at få deltagerne til at cykle så mange dage, som muligt.