Den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), rejser fredag til Paris.

Her skal hun mødes med den franske præsident Emmanuel Macron, oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Mødet vil foregå i Élysée-palæet i det centrale Paris.

De to regeringsledere skal blandt andet tale om Ukraine og drøfte den fortsatte støtte til landet.

»Støtten til Ukraine står før alt andet, og det fylder i alle diskussioner på den internationale scene. Ukraine har akut brug for ammunition og for luftforsvar,« siger Mette Frederiksen og fortsætter:

»Vi skal fortsætte med at levere uden at ryste på hænderne. Danmark bakker utvetydigt op om Ukraines kamp for frihed, så længe det kræves.«

Derudover skal de tale om EUs strategiske dagsorden, sikkerhed og forsvar, europæisk konkurrenceevne og grøn omstilling.

Men primært vil det altså handle om Ukraine.

»Krigen har allerede betydning for resten af Europa. Den internationale orden er udfordret. Vi kan ikke tage fred og frihed for givet på vores kontinent. Det kræver handling,« lyder det videre fra statsministeren, som tilføjer:

»Vi skal investere i vores forsvar, styrke vores konkurrenceevne for at sikre Europas globale indflydelse og stå sammen med vores tætte allierede som Frankrig. Europas fremtid er på spil. Jeg ser frem til at tale med præsident Macron.«

Det er anden gang, Mette Frederiksen besøger Emmanuel Macron.

Seneste besøg var i november 2019.