Klima, den tredje Limfjordsforbindelse og byudvikling ligger aalborgenserne på sinde, når de går til stemmeurnerne tirsdag.

Det vurderer politisk kommentator for TV 2 Nord Søren Wormslev.

Modsat andre kommuner i Nordjylland har Aalborg en befolkningstilvækst. Men har Aalborg Kommune i sin iver for at finde boliger til de mange nye tilflyttere brudt reglerne?

»Diskussionen handler jo om, hvorvidt Aalborg i sin iver for at udvikle byen har brudt regler, som I jo også på B.T. har fortalt om,« siger Søren Wormslev med henvisning til de såkaldte udbygningsaftaler, eller lokumsaftaler, som de populært bliver kaldt.

Udbygningsaftalerne – eller de såkaldte lokumsaftaler – kan få betydning for kommunalvalget i Aalborg Kommune.
Udbygningsaftalerne – eller de såkaldte lokumsaftaler – kan få betydning for kommunalvalget i Aalborg Kommune. Foto: Foto: Simon Brix Frederiksen
Vis mere

Og selvom mange opfatter det, som om løbet er kørt, så kommer valget for aalborgenserne også til at handle om den tredje Limfjordsforbindelse.

For selvom der er vedtaget et trafikforlig, hvor en forbindelse over Egholm er med, så er der endnu ikke vedtaget en anlægslov, som den politiske kommentator påpeger. En sådan lov skal foreligge, inden arbejdet med Limfjordsforbindelsen kan begynde.

»Er løbet kørt, eller er løbet ikke kørt? Og giver et nyt byråds holdning mening på det her tidspunkt?« spørger den politiske kommentator retorisk.

Der er da også i Aalborg oprettet et valgforbund, hvor syv partier og lister har indgået et valgforbund, der har som et af sine hovedformål at bremse en tredje Limfjordsforbindelse over Egholm.

Både klima, byudvikling og en eventuel Egholm-forbindelse ligger aalborgenserne på siden, vurderer politisk kommentator for TV 2 Nord Søren Wormslev.
Både klima, byudvikling og en eventuel Egholm-forbindelse ligger aalborgenserne på siden, vurderer politisk kommentator for TV 2 Nord Søren Wormslev.
Vis mere

Men i en valgdebat på TV 2 Nord har flere kandidater fra valgforbundet bedyret, at de kommer til at pege på Thomas Kastrup-Larsen som borgmester, også selvom han går ind for Egholm-forbindelsen.

Heriblandt Enhedslistens Per Clausen og Radikale Venstres Jes Lunde.

»Så det får ingen betydning i forhold til borgmesterposten. De (valgforbundet, red.) har sagt, at hvis ikke de rammer de 16 mandater, de skal bruge, så peger de på Thomas Kastrup-Larsen,« fortæller den politiske analytiker.

Også klimaet kommer til at spille en stor rolle på valgdagen i Aalborg.

Den planlagte Energipark, hvor der skal opstilles 19 vindmøller og et stort solcelleanlæg, har nemlig mødt stor folkelig modstand.

»Det bliver meget en diskussion om, hvordan man gør i praksis, for man har jo nogle mål for den grønne omstilling, der skal indfries.«

Men der er også et generationsskifte blandt kommunalpolitikerne i Aalborg. Det kan derfor i det store hele være en helt ny magistrat, der skal forholde sig til de her ting. I hvert fald hvis man sammenligner med den magistrat, der var der for fire år siden.

»Uanset hvad vil Thomas Kastrup-Larsen, hvis han fortsætter som borgmester, og det tror jeg, han gør, være den eneste genganger fra magistraten for fire år siden. Der er en række profiler, der ikke genopstiller. På alle parametre vil der ske en ændring.«

Den helt store joker i Nordjylland er dog regionsrådsvalget, hvor både Venstre og Det Konservative Folkeparti har fundet stærke spidskandidater til at stille op mod sværvægteren Ulla Astman, der har siddet på posten i 14 år.

»Der skal ikke flyttes ret mange mandater, før det kan vippe til Venstres fordel. Men sidste gang fik Socialdemokratiet i regionen altså 41,5 procent af stemmerne, mens Venstre fik 24,5 procent af stemmerne, og det er jo et ret stort spænd. Og det er dét, der er jokeren: I hvor høj grad har den satsning, som Venstre har lavet i Aalborg med Mads Duedahl som spidskandidat, virket,« siger den politiske kommentator og fortsætter:

»Men der er ingen tvivl om, at Mads Duedahl har ført en klarere linje som opposition end sin forgænger Lone Sondrup.«