KONCERT: NIK & JAY, Trommen, Hørsholm, fredag aften.
De på alle måder alt-for-meget-rappere Nik & Jay leverede en pragtkoncert i Trommen i Hørsholm.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Pop-fjolser i alt for stort tøj og med T-shirts på hovedet. De er bare for smarte. Selvsmagende. Arrogante. Øretæveindbydende. For meget. For Pik & Gay.

Folk (af hankøn) skal ikke være meget mere end 22 år for at opfatte Nik & Jay på den måde. Men de har nok ikke nærlyttet deres to albums. Og slet ikke set deres shows.

Men der var ingen af de 700, der skulle omvænnes fredag aften i Trommen i Hørsholm, hvor man på mængden af seks-ti-årige børn skulle tro, at Nik & Jay havde spillet på sommerens »Åh Abe«-turné i stedet for Grøn Koncert.

Efter debut-albummet 105.000 solgte eksemplarer har Niclas og Jannik på fem måneder solgt tæt på 50.000 af »2«'eren, og dette var starten på deres tredje turné i år.

Flair for det funky
Og dermed tredje scene-setup og tredje sætliste. For duoen sætter en ære i at forny sig, så underholdningen forbliver i top. Ikke gentages. De tager pop-jobbet alvorligt. Strammer sig an. Kan de amerikanske hiphop-stjerners attituder til fingerspidserne. Og de er gode til at give deres fans, hvad de vil have.

Sammen med makkerne Jon & Jules besidder de helt særlige hit-gener med flair for flow og funky melodi, og det er meget sigende for deres hitformel, at de både udfordrer og lefler live. For eksempel med Britneys »Toxic« i midten af »Ryst din røv part 2«, Carpark Norths »Transparent And Glasslike« i »Rock'n'roll« og »Eye Of The Tiger«-indledning på »Nik & Jay«.

Rystende røve
Den får ikke for lidt med masser af tomme, men underholdende budskaber om rystende røve. Lige i øjet på MTV-generationen.

Vel får det en 36-årig familiefar til at føle sig gammel. Men også ung. For al den virilitet smitter. Så overbevisende, at man trods banaliteterne er lige ved at tage sig selv i at synes, at Nik & Jay er dybe, når de går balladevejen.

Med deres rocktilgang til live-jobbbet med rigtige trommer, bas, guitar og keyboard kan de trods lidt for lave vokaler og småfejl i deres halvsungne rap omvænne selv den største stivstikker. Det var, som deres nye single hedder, Lækker(t).

den@bt.dk