Retten afviser Saabs ansøgning om omstrukturering og gældsforhandlinger. Dermed øges faren for konkurs.

En domstol i Sverige har sagt nej til konkursbeskyttelse og en rekonstruktion af Saab Automobile.

Dermed er risikoen øget for, at selskabet går konkurs.

Lovens krav til at lade en rekonstruktion finde sted er ikke opfyldt, og derfor bliver det et nej, konstaterer Vänersborg tingsrätt.

- Beslutning om rekonstruktion kan ikke træffes, hvis det ikke rimeligt kan antages, at formålet med selskabsrekonstruktionen kan opnås, læste lagmand Gunnar Krantz op fra domstolens afgørelse.

Manøvren med at foretage en rekonstruktion skulle købe Saab tid til at få penge i den slunkne pengekasse. Bilproducenten skylder 5,6 milliarder kroner væk.

Sveriges erhvervsminister, Maud Olofsson, erklærer sig overrasket over domstolens beslutning.

- Nu må vi afvente, hvad Saab-ledelsen gør, men også hvad de faglige organisationer gør, siger ministeren.

På spørgsmålet om hvorvidt dette er enden på Saab, svarer hun:

- Nej, det kan man ikke sige. Det er klart, at Saab er i en meget vanskelig situation, men det har man været længe. Det afgørende er, hvad de faglige organisationer gør. Det er meget bekymrende, når de ansatte ikke får deres løn.

Chefjurist i fagforeningen IF Metall Darko Davidovic sagde onsdag, at han ikke vil udelukke, at det ender med en konkurs. Fagforeningen har ret til at begære bilfabrikken konkurs, fordi mange af de 3800 ansatte ikke har fået udbetalt deres fulde løn.

Sveriges Ingeniører kalder torsdag eftermiddag deres 500 medlemmer i Trollhättan til et møde, hvor medlemmerne skal stemme om, hvorvidt der skal indgives konkursbegæring.

- Alle halmstrå er sluppet op, så det er vel sandsynligt, at dette er den vej, vi må gå, siger forhandlingschef Camilla Frankelius.

- Så snart vi ved, om det bliver et ja, vil vi sende en konkursbegæring af sted, siger hun.

Saab har mulighed for at appellere tingsrättens afgørelse senest den 29. september.

/ritzau/TT