Der er intern strid i Venstre om ligestilling. Folketingets formand Thor Pedersen kritiserer nyt lovforslag. Karen Jespersen mener han har misforstået sagen.

Manden har misforstået, hvad det går ud på, mener kvinden - ligestillingsminister Karen Jespersen (V) om det angreb, som Folketingets formand, partifællen Thor Pedersen (V), har rettet mod et lovforslag, der skal skabe plads til flere kvinder i regeringens udvalg og nævn.

Kort fortalt betyder forslaget, at organisationer skal indstille både en mand og en kvinde til ledige poster i udvalg og nævn. Ellers skal posten stå tom. Hidtil har der kun stået, at posten kan stå tom.

Thor Pedersen mener, at forslaget går for vidt. Han mener, at man skal vælge den person, der er mest kvalificeret, uanset køn.

Men han bliver nu irettesat af Velfærdsminister Karen Jespersen, der mener, at partifællen har misforstået sagen.

- Forslaget er i overensstemmelse med regeringsgrundlaget, og det lyder som om Thor Pedersen har misforstået det, siger Karen Jespersen til Ritzau. Hun understreger, at der ikke er tale om kønskvotering, og påpeger at forslaget er godkendt i regeringen.

- Som gammel rødstrømpe og minister for ligestilling mener jeg, at det er vigtigt, at kvinder har mulighed for at komme ind på alle pladser i samfundet, også fordi det er en gevinst for samfundet - og en talentmasse ellers går tabt, siger hun.

/ritzau/