Regeringens udspil til en finanslov er fuld af flotte ord, men mangler job og tryghed på det danske arbejdsmarked, lyder dommen fra Enhedslisten.

Der skal ændres mere end bare et par kommaer, hvis regeringen skal regne med Enhedslistens stemmer til finansloven. Ifølge Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen (EL), mangler regeringens udspil både udspil om job, investeringer i grøn omstilling og tryghed på det danske arbejdsmarked.

»Desværre for regeringen er det ikke gjort med retorik og flotte ord alene. Finansloven gør intet ved det mest akutte problem med dagpengene, skaber alt for få job og strammer samlet set grebet om økonomien,« siger Johanne Schmidt-Nielsen i en pressemeddelelse.

Hun skoser regeringen for, at den slet ikke har forstået, at der er »en enorm utryghed på det danske arbejdsmarked«.

»Hvis regeringen vil utrygheden til livs, er det oplagt både at kigge på forholdene for de mange, der er ramt af ledighed og på en styrket indsats mod den sociale dumping. Ellers klinger de pæne ord om den danske model noget hult,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Samtidig foreslår hun regeringen at bruge finansloven til at investere i den grønne omstilling af økonomien.

»Den største udfordring for økonomien er at sikre velfærd, beskæftigelse og social retfærdighed samtidig med, at vi skal omstille vores samfund til en fremtid med stadigt dyrere råstoffer og klimaproblemer. Det kan ikke løses i ét greb, men en finanslov, der ikke engang tager nogle små skridt i retning af en mere bæredygtig økonomi, nærmer sig det uansvarlige,« siger den politiske ordfører.

Sidste år endte finansloven med at blive vedtaget uden om Enhedslisten, da regeringen i stedet fandt flertal med de politiske modstandere Venstre og De Konservative.