Den upopulære multimedieskat bliver nu sænket, det samme gælder hotelmomsen, og pensionsbranchen skal stille milliarder af kroner i risikovillig kapital til rådighed for virksomhederne.

Det er nogle af overskrifterne i VK-regeringens såkaldte vækstpakke, som er blevet aftalt med Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne i forbindelse med forhandlingerne om næste års finanslov.

- Vi har besluttet os for at prioritere vækst i det private erhvervsliv og skabe flere tusinde ekstra beskæftigede, siger økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).

For den enkelte dansker betyder vækstpakken i første omgang, at ægtefæller, hvor begge betaler multimedieskat, får en rabat på 25 procent rabat på multimedieskatten per person. En "justering" som Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, erkender skyldes blæsten om den omstridte skat.

- Det viser, at vi lytter til, hvad der bliver diskuteret rundt i de små hjem, nemlig at det ikke er fuldt rimelig, hvis begge ægtefæller bliver beskattet med det fulde beløb, siger Kristian Thulesen Dahl.

Samtidig er der en hjælpende hånd til de små og mellemstore virksomheder, som slipper for iværksætterskatten, ligesom turen er kommet til turisterhvervet i regeringens bestræbelser på at sætte gang i økonomien. Ikke bare sænkes hotelmomsen, sommerhusejere får også en skatterabat.

- Der er mange arbejdspladser i det område og specielt for ufaglærte folk, som kan have svært ved at finde beskæftigelse i Danmark. Og det har den fordel, at det ikke lige pludselig er arbejdspladser, som kan flytte til udlandet, siger Kristian Thulesen Dahl.

Endelig får vestjyderne lovning på, at motorvejen mellem Holstebro og Herning står klar i 2018. Pris: 2,5 milliarder kroner. Penge som skal findes ved at sælge statens aktiver, uden at partierne sætter navn på, hvad de har tænkt sig at sælge.

Selv om økonomi- og erhvervsministeren oplyser, at de 10 milliarder kroner pensionssektoren skal spytte i bøssen vil give 7000 ekstra arbejdspladser, så tøver han med at sætte tal på, hvor mange arbejdspladser regeringens egne skatteletter giver. Skattelettelser som blandt andet skal betales ved øget afgift på varmeproduktion fra kraftvarme.

- Men det batter rigtig meget, siger Brian Mikkelsen.

/ritzau/