Enhver branche, der omsætter for 21,1 milliard kroner på et år, må siges at have fat i den lange ende.

Og det lader til, at det netop er dét, Danmarks robotindustri har – altså fat i den lange ende. For alt tyder på, at branchen står til at vækste yderligere de kommende år.

Det viser nye tal fra Odense Robotics.

»Danmark er fortsat en af verdens ledende robotnationer. Industrien præsterede en stærk vækst på 12 procent sidste år, og mange virksomheder inden for kollaborative og mobile robotter leverede endda højere vækstrater,« siger Mikkel Christoffersen, der er direktør for Odense Robotics.

Den danske robotbranche består samlet set af i alt 418 virksomheder, der altså sammenlagt har formået at hæve deres omsætning med 12 procent sammenlignet med sidste år.

Frem mod 2025 forventes industriens samlede omsætning at stige til hele 37,2 milliarder kroner.

»Den globale mangel på arbejdskraft hos slutbrugeren øger efterspørgslen på automationsløsninger og er med til at udvide brugen af dansk robot- og droneteknologi til nye sektorer såsom logistik, handel, byggeri, sundhed og energi,« forklarer Mikkel Christoffersen i den forbindelse.

Samtidig ventes antallet af ansatte i branchen at stige fra 14.500 til 23.800 i 2025.