Satair er på vej til at blive købt af Airbus for over 2,5 milliarder kroner. Gevinst på vej til aktionærerne.

Den tysk-franske flygigant Airbus er på vej til at købe danskbaserede Satair, som er et af verdens førende firmaer inden for salg og distribution af flyreservedele.

Det har EADS, der ejer Airbus, annonceret onsdag morgen.

Prisen for Satair ligger på intet mindre end 504 millioner dollar (2,595 milliarder kroner).

- Vi er meget stolte af de resultater, som virksomheden har opnået indtil videre, og det er glædeligt, at Airbus anerkender værdien af vores virksomhed samt dygtige medarbejdere, siger John Stær, Satairs chief executive officer.

Satair vil - hvis købet gennemføres - fortsætte med samme ledelse, under samme navn og med hovedkontor i København. Firmaet kommer til at være et 100-procent-ejet datterselskab under Airbus.

Hvis købet skal gå i gennem, kræver det opbakning fra 90 procent af aktionærerne.

EADS havde i 2010 en omsætning på 341 milliarder kroner. Firmaet beskæftiger 122.000 medarbejdere, hvoraf de 52.000 arbejder for Airbus. Satair har cirka 400 medarbejdere kloden rundt.

/ritzau/