»Jeg har været glad for mine mange år her. Mit arbejde sikrer mine børns fremtid.«
B.T oplevede i Dohas migrantkvarter en overraskende positivitet over livet i den udskældte ørkenstat.
Mohamed er 40 år. Han har kørt taxi i Doha i 17 år. B.T. møder ham på en cricketbane i Asian Town i Doha. Her har han og tusinder af andre migranter set VM på storskærm med stor fornøjelse.
»Jeg kendte ikke fodbold så godt før VM, men vi er meget begejstrede for at følge med. Vi mødes med vennerne og ser kampene sammen. Jeg fulgte Ronaldo, indtil de røg ud,« siger Mohamed, som helst vil have, at B.T. ikke bruger hans efternavn.
På en scene på cricketbanen spiller et indisk band for migranterne, der danser rundt for sig selv, eller slapper af i det kortklippede græs.
»Jeg arbejder vel 12 timer om dagen, men så kan jeg også tjene til både at leve o.k. og at lægge penge til side. Jeg deler et værelse med min bror, som er kok,« siger Mohamed til B.T., mens vi kører igennem Asian Town, det store industrielle område i Doha, hvor der stort set kun bor migranter.
»Jeg synes ikke, det er et dårligt liv. Om en måned har jeg tjent penge nok til at købe en bil i Sri Lanka, hvor vi kommer fra, og så tager min bror og jeg tilbage og lever der. Jeg glæder mig, men det bliver mærkeligt at forlade Qatar efter så mange år,« siger Mohamed.
Gaderne i Asian Town, er stort set kun befolket af mænd, og der er mange af dem. De sidder i klynger, ved parker og på cafeer. Man kunne lige så godt have været i en by i Pakistan eller i Indien, bortset fra altså at der ikke er mange kvinder her, og at bydelen ligesom resten af Doha er relativt ny.
Taxichauffører og de mange hundredtusinder andre migranter i servicesektoren tilhører ikke den laveste socialklasse af migrantarbejdere.
Menneskerettighedsgrupper har i årevis klaget over, hvordan migranter bliver behandlet på fabrikker og byggepladser. hvor de i hvert fald tidligere nogle steder var fanget i det såkaldte Kafala-system, der reelt gjorde dem ufrie. Kafalasystemet har været udbredt i hele regionen.
Befolkningen i Qatar er på cirka 2,7 millioner, og mindst 2,1 millioner af dem er migranter. Da Qatar vandt værtskabet for VM i 2010, boede der kun 1,7 millioner mennesker i ørkenstaten. En million er altså kommet til siden.
»Jeg har været her fra det var en lille flække. Alle disse veje, vi kører på, alle husene, parkerne, butikkerne, de var her ikke. Det er mærkeligt at tænke på, og det er gået hurtigt,« siger Mohamed og kigger ud på den by, han snart skal forlade.
Mohamed er en af mindst ti taxichauffører, B.T. i Qatar har talt med i Doha, og hans historie korresponderer godt med de andres. Hajib er fra Pakistan og har været i Qatar i 12 år. På en dårlig måned tjener han cirka 5.000 Riyal (cirka 9.000 kroner, siger han).
På en god måned cirka 10.000 Riyal (cirka 18.000 kroner). Disse vidnesbyrd er naturligvis anekdotiske og kan ikke tages til indtægt for en gennemsnitsløn for migranter. Gennemsnitslønnen i Pakistan er på cirka 80.000 pakistanske Rupees (cirka 2500 kroner).
»Jeg tager hjem til Peshawar, hvor jeg kommer fra en gang om året. Mine penge har købt min familie et hus og sikret mine børn en ordentlig skolegang. Jeg kommer fra stor fattigdom, Her kan jeg kan tjene en løn, der er mange gange, hvad jeg ville kunne tjene i Pakistan. Det har ændret min families liv,« siger Hajib til B.T.
Der har været stort fokus på arbejdsforholdene i Qatar, siden avisen The Guardian i 2021 kunne afsløre, at mere end 6.000 migrantarbejdere er døde, mens de har bygget VM-faciliteterne, samt at mange af dem lever under kummerlige forhold.
Qatars udemokratiske regering har længe påstået, at tallene er misvisende, men under VM erkendte de, at mellem 400 og 500 er døde under tilblivelsen af VM.
»Én død, er én for mange. Så enkelt er det, men hvert år er vores sikkerhed på arbejdspladserne blevet bedre og bedre,« sagde Hassan al-Thawadi, talsmand for emiratet i et interview med Piers Morgan.
Menneskerettighedsorganisationer køber dog ikke undskyldningen.
»FIFA og Qatar har stadig alt for mange ubesvarede spørgsmål. Hvor og hvornår døde disse mænd, og har deres familier modtaget kompensation for eksempel?« siger Nicholas McGeehan fra ngo’en Fair Square til The Guardian.
Debatten om de menneskelige omkostninger ved at afholde et VM i fodbold midt i ørkenen vil utvivlsomt forsætte længe efter sidste fløj har lydt. Der er næppe nogen tvivl om, at kritikken er berettiget. Men med til regnskabet hører det at for mange migrante,r er livet i Qatar et springbræt til en bedre tilværelse der, hvor de kommer fra.
»Det kan godt være et hårdt liv her, særligt hvis man er ansat af et firma, som ikke behandler arbejderne ordentligt. Men næsten alle er her for at komme videre i livet, og for mig starter et nyt kapitel i livet snart Jeg glæder mig,« siger taxichaufføren Mohamed til B.T. i Qatar.
