Ahh. Det er blevet efterår, regnen siler ned, og du vil allerhelst bare sidde i sofaen med en kop varm te.

Nu viser et nyt studie imidlertid, at selv teposer af dyr kvalitet efterlader milliarder af mikroskopiske plastpartikler i din kop, skriver The Guardian ifølge Videnskab.dk.

Forskere fra McGill University i Canada har fundet ud af, at når teposer med indhold af plastik møder næsten kogende vand - 95 grader celsius - frigiver posen omkring 11,6 milliarder stykker mikroplastik og 3,1 milliarder nanoplastiske partikler.

Det er væsentlig større mængder af partikler fra mikroplast, end forskere tidligere har anslået, vi hvert år indtager, skriver The Guardian ifølge Videnskab.dk.

Ifølge en tidligere opgørelse spiser den gennemsnitslige person minimum 50.000 partikler mikroplast årligt og indånder en tilsvarende mængde.

Studiet, der blev offentliggjort i tidsskriftet Environmental Science and Technology, testede fire forskellige typer af teposer, der alle var lavet af materialer, som indeholdt plastik.

Teposerne blev åbnet, vasket og derefter dyppet i næsten kogende vand. Her blev de i fem minutter, inden de blev undersøgt ved hjælp af elektronmikroskop og en kemisk analysemetode kaldet spektroskopi.

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er der ikke fundet bevis for, at indtagelse af mikroplastik udgør en sundhedsrisiko for mennesker, skriver The Guardian ifølge Videnskab.dk.

Ifølge WHO er der dog behov for yderligere forskning i, hvordan plastik spreder sig til mennesker og miljø.

Andre artikler på Videnskab.dk