Kærlighed ved første blik? Glem det. Nu er det sex ved første blik, der er grundstenen i et sundt forhold, viser en ny undersøgelse.

En meningsmåling fra 2017 viser, at under halvdelen af danske mænd går ind for sex på første date, mens blot 15 procent af kvinderne erklærer sig parate til at smide tøjet ved første møde.

Men der er ingen grund til at danse om den varme grød for længe. I stedet skal man give efter for sine seksuelle lyster, og knalde så hurtigt som muligt, siger forskere fra Universitetet i Rochester.

Deres undersøgelse består af fire forskellige studier, der alle peger på sex som en effektiv booster af kærlige følelser over for en partner.

'Disse fund antyder, at det intense begær, som tiltrækker nye partnere til hinanden, fremkalder opførsler, som forstærker processen, hvor der knyttes bånd', står der i undersøgelsen, der er publiceret i Journal of Social and Personal Relationships.

Studierne er lavet ved at sætte en række heteroseksuelle testpersoner sammen med attraktive personer af det modsatte køn. Her fandt man blandt andet ud af, at personerne kommunikerede bedre, når de var seksuelt tiltrukket af hinanden.

For eksempel betød den fysiske tiltrækning, at testpersonerne følte en ægte omsorg for den anden person.

Ifølge undersøgelses leder, den israelske psykolog Gurit Birnbaum, betyder evolutionen, at mennesker automatisk udvikler stærke bånd til vores sexpartnere, fordi vores hjælpeløse børn er afhængige af to forældre, som holder sammen for at passe på afkommet, skriver New York Post.