Hvis du ikke allerede har fundet den store vinterjakke, handskerne og den varme hue frem fra gemmerne, så kan du godt begynde at gøre det.

Inden længe bliver det nemlig koldt, og vinteren vil generelt være en af de koldere af slagsen. Det fortæller langtidsmeteorolog hos DMI Martin Lindberg, der har kigget frem i vejrprognoserne.

»I den sidste halvdel af november og i starten af december vil vi begynde at få koldere luft til Danmark, og der vil i nogle perioder også komme kulde, nattefrost og sne. Og ser vi på hele vinteren, så ser den ud til at blive lidt koldere end normalt,« fortæller Martin Lindberg til B.T.

Dermed er nedtællingen til det for alvor kolde vejr godt i gang. Og nedtællingen til dansen om juletræet er måske også startet hos flere, og derfor er det helt store spørgsmål naturligvis også, om danskerne kan se frem til en hvid jul.

Sidste gang, der var hvid jul i Danmark, var tilbage i 2010.
Sidste gang, der var hvid jul i Danmark, var tilbage i 2010. Foto: HENNING BAGGER
Vis mere

»Sandsynligheden for en hvid jul plejer at være meget lille - måske på omkring 10 procent. Jeg kan ikke sige, at der er overhængende sandsynlighed for hvid jul i år, men chancen er nok lidt større end normalt,« siger Martin Lindberg og fortsætter:

»December starter koldt, og så kommer der efterfølgende en mildere periode. Så der vil være sne i starten af december, som nok også skal blive liggende lidt. Men efterhånden kommer det lidt varmere vejr så også, hvor sneen vil smelte igen.«

Vi skal da også helt tilbage til 2010 for at finde sidste gang, der var hvid i jul i Danmark.

Og som noget nyt kunne Danske Spil i år afsløre, at man kan oddse på, om landet er hvidt, når gaverne skal pakkes op. Det kan du læse mere om her.

Men inden julen rammer, så er det kolde vejr på vej. Og første tegn på vinteren kommer allerede i weekenden.

Her nærmer temperaturen sig 0 grader, og resten af måneden vil derfor også være en forsmag på vinteren, fortæller meteorologen.

Martin Lindberg kigger også længere frem i sin vinterprognose, hvor et højtryk ser ud til at være i vores nærhed. Det betyder ofte koldere vejr i Danmark, og dermed er muligheden for perioder med koldere temperaturer også lidt større end normalt.

»Både januar og februar ser ud til at blive lidt koldere. Særligt februar vil være domineret af koldt vejr, som det ser ud lige nu. Derudover vil der også falde mindre nedbør, og det bliver derfor også mere tørt.«