Hvis du tror, den hvide jul rammer i år, så kan du vinde ret mange penge. Danske Spil har nemlig sat odds på, om sneen falder til jul i år.

»Alle ved jo, at man ikke kan regne med vejret, og der er stadig syv uger til jul, så der kan ske meget. Derfor holder vi også nøje øje med prognoserne for julevejret fra nu af og indtil jul,« siger oddsansvarlig i Danske Spil, Peter Emmike Rasmussen.

I en pressemeddelelse fortæller Danske Spil, at der ikke har været en hvid jul i Danmark siden 2010, og det tyder ikke på, at det ændrer sig i år.

Ser man på langtidsprognoserne, ser det ud til at november og start-december bliver mild og våd, ikke kold og snefuld.

Statistikken taler heller ikke for det.

Siden 1995 har vi kun fået hvid jul tre gange, nemlig i 1995, 2009 og 2010, og ser man tilbage på de sidste 100 år, så er det også kun sket otte gange, at gaden har været klædt i sne den 24. december.

Chancerne for landsdækkende hvid jul er på ca. 7 pct., og i 67 pct. af tilfældene er vejret den 24. december sidst på eftermiddagen gråt og mildt.

Derfor giver Danske Spil også odds 1,08 på, at det ikke bliver hvid jul, mens et snedække over Danmark den 24. december giver pengene 6,50 gange tilbage.

Det kan dog nå at ændre sig, hvis prognoserne pludselig peger mere i retning af, at sneen faktisk falder.

Det er ikke første gang, Danske Spil sætter odds på, om det bliver en hvid jul, og det er klart også det, de fleste spillere satser på.

»Hvid jul er lidt et fantasibillede, som mange af os har. Det er forestillingen om, hvordan en rigtig jul skal være. Sådan har jeg det selv, og sådan har rigtig mange af vores spillere det normalt også,« siger Peter Emmike Rasmussen.

»Det kan naturligvis skyldes, at oddsene ofte er bedst på hvid jul, men jeg tror også, det er fordi en del af dem håber, at i år bliver året.«