Fem uger efter Ike Turners død meddelte ligsyns-myndigheder i Californien onsdag, at hans død skyldtes kokainmisbrug.

Rock and roll-pioneren Ike Turners død sidste måned i en alder af 76 år skyldtes en overdosis kokain. Det meddelte ligsynsmyndighederne i San Diego Amt, Californien, i dag.

- Vi nedfælder, at han misbrugte kokain, og at det var, hvad der forårsagede kokainforgiftningen, siger Paul Parker, chefefterforsker ved ligsynskontoret.

Ligsynsmyndighederne oplyser videre, at hjerte- og lungelidelser var en medvirkende årsag til Turners død.

Ike Turner var mest husket for sit succesrige musikalske partnerskab og stormfulde ægteskab med Tina Turner. Han døde i sit hjem i Californien 12. december.

Mange musikhistorikere mener, at det var Turner, som skrev det første rock and roll-nummer. Det var kendt, at han i lange periode af sit liv misbrugte både alkohol og narkotika.

/ritzau/AP