Claes Bang vandt lørdag en European Film Award, og det imponerer Kim Skotte Fra Politiken.

København. Det er en kæmpe bedrift, at den danske skuespiller Claes Bang lørdag som den første dansker vandt en European Film Award for bedste mandlige hovedrolle i filmen "The Square".

Det mener filmanmelder Kim Skotte fra Politiken.

- Det er rigtig stort for ham.

- Han har jo en relativ upåagtet karriere bag sig, og han har nok lidt under det danske syndrom med, at man er svær at tage seriøs, når man ligner en, der er udsendt af Dansk Herremoderåd, siger han.

Claes Bang spiller hovedrollen i det satiriske drama, hvor han er kurator for et kunstmuseum, som har en ny udstilling på vej.

Det er hans første store rolle i en international produktion. Men det bliver langt fra den sidste, vurderer Kim Skotte.

- Han er en dygtig skuespiller, han ser godt ud, og så taler han noget rigtig flot engelsk. Det ville undre mig meget, hvis ikke det væltede ind med tilbud, som han før aldrig havde forestillet sig, siger han.

Siden filmen bragede igennem ved filmfestivalen i Cannes, har rygterne om Claes Bang som James Bond taget til.

- Han ville være en nydelig James Bond. Om han kan slås, ved jeg ikke. Men tanken er da sjov, og det er jo ikke, fordi de oplagte Bond-kandidater står i kø, lyder vurderingen fra Kim Skotte.

Filmen stjal al opmærksomhed ved prisoverrækkelsen i Berlin lørdag aften, hvor den løb med hele seks priser. Den blev blandt andet udnævnt til bedste film og bedste komedie.

Filmens svenske instruktør, Ruben Östlund, fik ved samme lejlighed også en pris for bedste manuskript og for bedste instruktion.

/ritzau/