I Washington D.C. skændes demokrater og republikanere om næsten alt. Men de kan blive enige om én ting: De fordømmer alle den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan.

Og selvom Donald Trump gentagne gange er blevet advaret af sine egne partifæller og opfordret til at aflyse, så er den tyrkiske præsident i dag æresgæst i Det Hvide Hus.

Topmødet, hvor præsidenterne som sædvanligt får følge af deres hustruer Emine Erdogan og Melania Trump, bliver ifølge flere eksperter ikke helt, som topmøder er flest.

»Trump elsker stærke diktator-lignende ledere som Erdogan, Kim Jong-un og Vladimir Putin. Men trods venskabet og den gensidige beundring kan dagens møde i Det Hvide Hus kan godt gå hen og blive akavet, måske ligefrem pinligt. De er som to venner uden venner.«

Sådan skriver avisen Washington Post i deres leder.

Trods massiv politik modvilje fra en sjældent samlet kongres har Donald Trump kaldt præsident Erdogan en 'gentleman' og 'en ualmindelig stærk leder'.

Men op til dagens topmøde i D.C. har begge ledere sendt særkt modstridende signaler.

Således har den tyrkiske præsident droppet en amerikansk aftale og i stedet underskrevet en ny militærkontrakt med Rusland. Og trods en samlet fordømmelse fra den amerikanske kongres (både Senatet og Repræsententernes Hus) er Erdogans hær gået til angreb på den kurdiske befolkning i grænseområdet imellem Syrien og Tyrkiet. Den selvsamme befolkningsgruppe, der i årevis har hjulpet USA i kampen imod terrororganisationen IS.

Tyrkiets præsident Tayyip Erdogan og USAs præsident Donald Trump.
Tyrkiets præsident Tayyip Erdogan og USAs præsident Donald Trump. Foto: Kevin Lamarque
Vis mere

Og fra Trumps side har det heller ikke skortet på provokationerne.

Således har den amerikanske præsident truet med nye sanktioner, og i sidste måned skrev han et yderst uortodoks brev til sin tyrkiske kollega.

Først troede ingen på, at brevet var ægte. Men efter Det Hvide Hus bekræftede, at det virkelig var Donald Trumps ucensurerede besked til Erdogan, så blev vendinger som disse læst højt af måbende tv-journalister overalt i verden:

»Lad nu være med at spille stærk, og lad være med at været et fjols. Lad os lave en god aftale. Du ønsker ikke at blive holdt til ansvar for at have slagtet tusinder af mennesker. Og du ønsker ikke at være ansvarlig for en at smadre den tyrkiske økonomi. Og dét er netop, hvad jeg vil gøre.«

»Lad nu være med at spille stærk og lad være med at være et fjols.«, sådan skrev Donald Trump i dette mildest talt ualmindelige brev til Tyrkiets præsiden Erdogan. Onsdag mødes de to i Washington D.C..
»Lad nu være med at spille stærk og lad være med at være et fjols.«, sådan skrev Donald Trump i dette mildest talt ualmindelige brev til Tyrkiets præsiden Erdogan. Onsdag mødes de to i Washington D.C.. Foto: Jim Bourg - Reuters
Vis mere

Ifølge BBC blev præsident Erdogan så vred over brevet, at han smed det i skraldespanden. Men sidenhen har hverken han eller Trump nævnt brevet med ét eneste ord.

Trods kraftige opfordringer både fra demokrater og republikanske partifæller har Donald Trump endnu ikke indført sanktioner imod Tyrkiet. På hjemmefronten er begge ledere udsat for kraftig modstand, og ifølge New York Times er onsdagens topmøde derfor yderst vigtigt.

De to altafgørende mål for Donald Trump er at lave en ny militæraftale om køb af de amerikanske F-35-kampfly og et tyrkisk løfte om permanent våbenhvile i det nordlige Syrien.

Præsident Erdogans besøg i USA varer kun en enkelt dag. Den tyrkiske leder forventes at rejse hjem sent onsdag aften.