Midt i dramatisk krise – Storbritanniens tidligere premierminister er ikke i tvivl om, hvad der er den kommende tids største udfordring.

»Vi bliver nødt til at have en afstemt og klar indbyrdes aftale om, hvordan vi forholder os til Kina, ellers går det galt,« siger Tony Blair til B.T.

Trip-trap-træsko. Så hurtigt eskalerede krisen mellem Vesten og Kina mandag. EU gennemførte de første sanktioner mod Kina i 30 år ved at indføre sanktioner, der gjaldt fire kinesiske individer og en organisation, der anses som ansvarlig for undertrykkelsen af det muslimske mindretal uighurerne.

Kort efter indførte Beijing sanktioner mod 10 europæere og fire enheder under EU, deriblandt tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen.

»Vi bøjer os ikke for bøllemetoder fra autoritære stater,« skrev Anders Fogh Rasmussen i en pressemeddelelse.

Få timer efter toppede Storbritannien op ved at indføre yderligere sanktioner.

»Undertrykkelsen af uighurerne er en af de værste humanitære kriser i vor tid. Forbrydelser mod menneskerettighederne på dette niveau kan ikke ignoreres,« sagde den britiske udenrigsminister, Dominic Raab, til BBC.

Den koordinerede vestlige indsats kom samme dag, som USAs udenrigsminister, Antony Blinken, ankom til Bruxelles. De var rettet mod politikere i Xinjian-provinsen, hvorfra diplomater beretter om store interneringslejre for det muslimske mindretal.

Anders Fogh Rasmussen nedkaldte sig Kinas vrede, fordi han tidligere har inviteret Taiwans præsident, Tsai Ing-wen, til at tale ved en konference i København.

»Kina har endnu en gang demonstreret behovet for, at vi danner en alliance af verdens demokratier for at imødegå presset fra diktatorer og autokrater i verden,« skrev Fogh Rasmussen.

Tony Blair giver ham ret:

»Kinas stigende dominans og globale indflydelse kræver handling fra vores side. Det er ikke bare et spørgsmål om magt, men også om ideologi og vores indstilling til verden,« siger Blair.

Hans organisation The Tony Blair Institute udgav for nylig en rapport om Kinas nye rolle i verden, og hvordan vi andre bør forholde os til den:

»Vi bliver pinedød nødt til at etablere en virksom strategisk alliance. Der er områder, hvor vi kan konkurrere med Kina, områder, hvor vi kan samarbejde, og områder, hvor vi bliver tvunget til at konfrontere Beijing.«

Det første topmøde mellem Bidens USA og Kina 19. marts gik alt andet end gnidningsfrit. Kinas topdiplomat, Yang Jiechi, konstaterede køligt, at USA ikke længere taler med Kina ud fra en 'stærk position', mens udenrigsminister Antony Blinken angreb Kina for overgreb på uighurerne.

Der er ifølge Storbritanniens tidligere mangeårige premierminister akut brug for vestlig handling.

»Det påhviler nu USA, EU og Storbritannien at gå forrest i den afgørende opgave, der går ud på at få skabt en brugbar vestlig alliance. Vi kan få hjælp fra Japan, Australien, Canada og Indien, men det er os, der må gå forrest.«

Kinas effektive udrulning af The Belt and Road Initiative med havne, veje og jernbaner i blandt andet Asien og Afrika sikrer kinesisk indflydelse i områderne, men udfordrer i den grad også Vesten.

»Den store udfordring, hvis vi skal kunne bide skeer med mægtige Kina, er at vise, at demokrati kan være lige så effektivt som det kinesiske etpartisystem. Vi skal finde en løsning på, hvordan vi kan ændre vores samfund i en ny verden, der forandrer sig hurtigere end nogensinde før – og stadig bevare demokratiet. Lykkes det os ikke, så venter der en fremtid med kinesisk dominans og en verdensorden, der i stigende grad vil blive dikteret af det udemokratiske styre i Beijing,« siger Tony Blair til B.T.:

»Allerede nu peger de fingre ad os for det, de ser som vores manglende evne til at træffe vigtige beslutninger. De kan selv gøre det, fordi deres system tillader at lave langtidsplanlægning. Covid-19-pandemien har tydeligt vist den kinesiske styrke. Selvom epidemien stammer fra Kina, så er det nok dem, der har klaret sig bedst gennem pandemien. Og deres besked til os er, at de har et stærkere system, end vi har,« siger Tony Blair.

Han mener, at det er op til os nu at vise, at demokratiet virkelig kan modstå den enorme udfordring fra Kina.

»Vores politikere bruger alt for meget tid på at nedgøre hinanden og alt for lidt på at udvikle et moderne demokrati, der kan modstå den store kinesiske bølge, vi står overfor. Hvis vi skal vinde denne kamp, så skal vi turde videreudvikle vores samfund, så vi bliver mindst lige så effektive som kineserne, men samtidig bevarer individets frihed og alt det i demokratiet, som vi heldigvis er mange, der stadig synes er værd at forsvare,« siger Tony Blair.

USAs udenrigsminister talte tirsdag i Bruxelles om behovet for igen at udbygge samarbejdet i NATO.

»Et forenet transatlantisk budskab sender et stærkt signal til dem, der overtræder de internationale menneskerettigheder. Vi vil i fællesskab handle mod dem, der krænker menneskerettighederne med vores ligesindede partnere,« sagde Blinken med let skjult reference til Kina.