Kina smed sidste år Meng Hongwei ud af kommunistpartiet og indledte retssag mod ham for bedrageri.

Den tidligere leder af Interpol, kineseren Meng Hongwei, er blevet idømt 13,5 års fængsel i Kina, oplyser en lokal domstol.

Kina smed sidste år Meng Hongwei ud af kommunistpartiet og meddelte, at han ville blive retsforfulgt for bedrageri.

Det oplyste en disciplinær komité i partiet.

- Meng Hongwei overholder ikke partiets principper, rapporterer ikke om personlige anliggender, som det fremgår af reglerne ... Han har nægtet at iværksætte beslutninger fra partiets centralkomité, hed det i en erklæring fra den disciplinære komité i kommunistpartiet.

Meng forsvandt i 2018 under mystiske omstændigheder. Han vendte ikke tilbage til Interpols hovedkvarter i Frankrig efter en rejse til Kina.
Hans kone meldte ham savnet.

Senere kom det frem, at Meng var tilbageholdt i sit hjemland. Interpol meddelte herefter, at han var trådt tilbage som leder af den internationale politimyndighed.

/ritzau/Reuters