Rupert Stadler, tidligere direktør i Audi, erkender sig tirsdag skyldig i den såkaldte dieselskandale.

Det skriver nyhedsbureauet AFP og tyske nyhedsmedier. Blandt dem avisen Zeit.

Med et enkelt ja bekræftede den forhenværende administrerende direktør sit ansvar i den største tyske industriskandale nogensinde. En sag, som for otte år siden rystede bilbranchen og bilejere både inden for og uden for Tysklands grænser.

I 2015 kom det nemlig frem, at Volkswagen havde fiflet med software i millioner af dieselbiler over hele verden for at få dem til at se mere miljøvenlige ud, end de var.

Over 430.000 biler fra Volkswagen, Audi og Porsche fik på den måde en software, der snød myndighedernes målinger af, hvor meget de forurenede.

Rupert Stadler sad i 11 år i spidsen for Audi, og han er nu anklaget for svindel i forbindelse med skandalen.

I flere år bedyrede han sin uskyld og påstod, at han var blevet narret af sine teknikere. Nu har han imidlertid indrømmet, at han begik fejl i sagen, og beklaget, at han ikke greb ind, skriver Zeit.

Stadler er ikke tiltalt for at have tage initiativ til manipulationen af bilerne, men ifølge anklageskiftet lod han salget af bilerne fortsætte indtil 2018, selv om han tidligere havde erkendt, at udstødningsværdierne kunne være blevet manipuleret.

Retssagen har kørt siden september 2020. I marts gjorde retten klart, at Stadler risikerer en fængselsdom, hvis han ikke tilstår.

Den tyske bilkoncern har fabrikker i 27 lande og sælger bilmærker som eksempelvis Audi, Volkswagen, Porsche, Seat og Skoda.