De fleste, der har besøgt Sverige, ved, at det kan være en omstændig proces at få alkohol.

Øl plejer du dog nok at kunne købe i supermarkedet, medmindre du vil have fat i noget, der indeholder mere end 3,5 procent alkohol – i så fald skal du et smut i Systembolaget.

Men der er også andre, og ulovlige metoder, til at få fyldt øllageret op.

Det har en brandmand fra Halland bevist. 

Fra 2019 til 2021 smuglede han således 10.000 liter øl fra Tyskland til Sverige via Øresundsbroen.

Det fortæller SVT.

Det var netop på en af turene over broen mellem Danmark og Sverige, at tolderne blev mistænksomme. Det førte til en ransagning af mandens hus, hvor de opdagede de store mængder øl.

Nu har sagen ført til, at brandmanden og fem yderligere mænd er blevet dømt ved retten i Malmø.

Brandmanden, som også havde videresolgt alkohol, fik seks måneders fængsel.

En politimand, som var bekendt til en af de dømte, var også mistænkt for at have gemt alkohol. 

Han blev dog ikke dømt i sagen, da det ikke blev fundet bevist, at han vidste alkoholen var indsmuglet.

I retten nægtede brandmanden, at den øl og alkohol, som blev fundet i hans hjem, var indsmuglet. I stedet forklarede han, at han blot var generøs med at tilbyde en tår, når venner og familie kom på besøg.