Han har allerede pakket sine kufferter.

Livstidsfangen Josef Fritzl får tirsdag, ved en høring i Krems, besked om, hvorvidt han kan prøveløslades eller ej.

Ifølge Kronen Zeitung føler Fritzl sig helt overbevist om, at han allerede tirsdag vil kunne komme ud i friheden.

Det har fængselsbetjente angiveligt fortalt til mediet. De har set ham pakke sit tøj og andre ejendele. 

Josef Fritzl skjulte sit ansigt i forbindelse med en høring i januar. Nu skal han for retten igen. 
Josef Fritzl skjulte sit ansigt i forbindelse med en høring i januar. Nu skal han for retten igen.  Foto: Joe Klamar/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Han blev i 2009 idømt fængsel på livstid for at have forgrebet sig på sin datter tusindvis af gange gennem 24 år, mens han holdt hende indespærret i en kælder.

Datteren, Elizabeth Fritzl, fødte syv børn under sit lange fangenskab.

Den 89-årige Fritzl afsoner sin dom i højsikkerhedsfængslet 'Anstalt Stern',

I januar afgjorde retten i Krems ellers, at han kunne overføres til et almindeligt fængsel, men den afgørelse blev anket, og en domstol i Wien sendte ham tilbage til 'Anstalt Stern.'

Ifølge Kronen Zeitung er han ramt af fremskredent demens, og han er afhængig af en rollator.

Hans advokat, Astrid Wagner, siger:

»Han er ikke længere til fare for samfundet. Han anses ikke længere som en, der er i stand til at udgøre nogen trussel mod sine tidligere ofre eller andre.«

Tirsdagens høring i Krems kommer til at foregå bag lukkede døre.

Tre dommere vil vurdere, om Fritzl kan prøveløslades, hvilket i givet fald nok først vil ske senere på året.