En markant nyhed har ramt de amerikanske medier.

Statsadvokaten for delstaten New York, Letitia James, har torsdag sagsøgt den berømte og berygtede våbenorganisation National Rifle Association, kendt som NRA.

Det skriver blandt andet Reuters.

Baggrunden for søgsmålet er, at Statsadvokaten i New York mener, at ledere i NRA i årevis har snydt og bedraget med organisationens midler.

Ifølge Statsadvokaten drejer det sig om millioner af dollars.

Af søgsmålet fremgår det, at man ønsker at opløse NRA, som i årtier har været en af de mest magtfulde organisationer i USA med stor politisk indflydelse.

Organisationens mangeårige leder Wayne LaPierre samt en række løjtnanter er dem, som statsadvokaten mener, står bag det omfattende bedrageri.

Blandt andet skal LaPierre have brugt millioner af organisationens penge på sig selv. Blandt andet skal luksuriøse ture til Bahamas, ture med private fly og ekstravagante middage være betalt med NRA-penge.

Samlet set løber det ifølge anklagen op i intet mindre end 64 millioner dollars over tre år.

Det har gjort, at NRA, som ellers havde overskud, pludselig stod med et underskud på bundlinjen.

Statsadvokatens beslutning kan gå hen og dele den amerikanske befolkning, da NRA typisk agtes højt af den konservative del af landet, mens den liberale del mener, NRA gør mere ondt end godt ved hårdnakket at beskytte amerikanernes ret til at bære våben.

Modstandere af NRA mener, at organisationen bærer en del af skylden for de mange masseskyderier, som landet oplever. NRA mener derimod, at de netop er med til at bekæmpe masseskyderier ved at kæmpe for almindelige amerikaneres ret til at bære våben og dermed forsvare sig selv.