»Hvis vore fjender indleder et angreb på os, vil vi ikke undlade at benytte muligheden for at udradere USA fra denne jord for altid.«
Truslen fra Nordkorea har længe hængt tungt over såvel den vestlige verden som landets nærmeste naboer.
Men med affyringen af et ballistisk missil over Japan fredag, blev et så tungt lod smidt på vægtskålen, at eksperter frygter, at det kan udløse en militær reaktion fra USA. Og retorik som ovenstående bidrager bestemt ikke til at lette stemningen.
Citatet stammer dog ikke fra den nordkoreanske diktator Kim Jong-un. Men fra en mand, hvis far blev født og voksede op Virginia, USA. En mand, hvis far hoppede af i 1962. Til Nordkorea.
Med jævne mellemrum dukker beretninger op om nordkoreanske afhoppere, der er flygtet til Vesten og fortæller skræmmende historier om livet i det hermetisk tillukkede land.
Men de findes altså også, de, der vælger at hoppe den anden vej. Mænd som Joe Dresnok, hvis søn Ted ovennævnte citat stammer fra. Sagt i et interview på nordkoreansk tv. På flydende koreansk.
Historien om faderen Joe er en vild historie om afhopning, kidnapning, tvangsægteskab og blind loyalitet over for dét styre, der holder sin befolkning i et jerngreb.
Og historien om, hvad man mener, er den sidste amerikanske afhopper i Nordkorea.
»Min barndom, mit ægteskab, min militærkarriere. Jeg havde fået nok af det hele. Jeg var færdig. Der var kun ét sted at gå hen,« fortalte Joe Dresnok i dokumentaren ‘Crossing the Line’ om sin flugt i 1962, hvor han var blot 20 år gammel.
Hele sit liv havde han været på flugt. Først hjemme i Virginia fra tørre tærsk i den ene plejefamilie efter den anden. Så fra sit mislykkede ægteskab. Og til sidst fra livet som soldat i den demilitariserede zone i Korea. Han havde altid vidst, hvad han flygtede fra. Men aldrig hvad han flygtede til. Hver gang drømte han bare om noget, der var bedre.
Denne gang var vejen dertil belagt med miner.
Mens hans soldaterkammerater sad begravede i deres frokost, tog Joe Dresnok den 15. august 1962 de første forsigtige skridt ud i ingenmandslandet mellem Syd- og Nordkorea.
»Jeg var rædselsslagen. Skal jeg leve eller skal jeg dø?«
Hans ansigt var badet i angstens sved, da en gruppe nordkoreanske soldater omringede ham. Nogle ville skyde ham på stedet. Andre manede til besindighed og førte ham til afhøring i hovedstaden Pyongyang, hvor han over de følgende år mødte tre andre amerikanske afhoppere.
Drømmen om det kommunistiske paradis holdt dog ikke længe for de fire unge amerikanere. På gaden blev der spyttet efter dem. ‘Amerikanske bastarder’ blev de kaldt.
De søgte asyl på den sovjetiske ambassade. Blev smidt ud igen. Tilbage i den daværende diktator Kim Il-sungs favn.
For første gang i sit liv måtte Joe Dresnok indse, at flugt ikke længere var en mulighed. Han besluttede at få det bedste ud af det liv, han var flygtet ind i, og i slutningen af 70erne blev han og de tre andre afhoppere stjerner, da de medvirkede i flere propaganda film.
»Han blev Nordkoreas svar på John Wayne,« har instruktørerne bag dokumentarfilmen ‘Crossing the Line’ fortalt til programmet ‘60 Minutes’.
Og så blev han gift. Med en rumænsk kvinde, som i lighed med række andre europæere, japanere og sydkoreanere var blevet bortført af Nordkorea. Det var et tvangsægteskab. Heller ikke hun kunne flygte fra noget.
Sammen fik de to børn, Ted og James, inden hun i 1997 døde af kræft.
Ti år senere og 45 år efter, at han hoppede af, nåede historien om Joe Dresnok ud til vores verden, som vi kender. Det tog folkene bag dokumentaren ‘Crossing the Line’ fire år at få tilladelse fra daværende diktator Kim Jong-il til at fortælle den.
»Om du så smed en milliard dollars på mit bord, vil jeg ikke forlade landet. Det her er mit hjem. Og her bliver jeg, til jeg dør,« sagde Joe Dresnok dengang.
Billedet af sønnerne Ted og James i fuld nordkoreansk uniform med ansigtet lagt i de velkendte udtryksløse folder, er kun få uger gammelt og stammer fra et videointerview på den statslige hjemmeside Uriminzokkiri.
De fortæller, at deres far er død. I november sidste år.
»Han døde i republikkens arme og modtog kun kærlighed og omsorg fra partiet indtil sin død som 74-årig,« siger de. På flydende koreansk.
»Én ting, som vor far bad os om, var at forblive trofaste arbejdere. At tjene vor kære leder Kim Jong-un hengivent og opdrage vore børn i samme ånd, så de vil følge og lysne den sti.«
Men interviewet med de to sønner, var ikke kun en hyldest til deres far. Det var også en fordømmelse af det land, han var fra. ‘Imperialisterne’, som de i interviewet kalder amerikanerne.
»Vi har vor kære øverste leder Kim Jong-un. Med ham ved vor side, er sejren klar.«
