Mindst syv personer meldes døde efter et russisk skoleskyderi. En 19-årig mistænkt er blevet anholdt.

Et skoleskyderi i Rusland har tirsdag kostet flere børn livet.

Skyderiet fandt sted i byen Kasan og blev angiveligt udført af en gerningsmand, der handlede alene. De første meldinger fra gerningsstedet lød ellers på, at to personer var involveret.

Foruden de døde er adskillige blevet såret og bragt til hospitalet.

Der er forskellige meldinger om, hvor mange personer der er omkommet.

Ifølge Ruslands nationale anti-terrorkomité er mindst syv børn dræbt og yderligere 16 såret. Kasans borgmester siger, at otte personer er omkommet, mens flere medier melder om mindst 11 døde.

To elever hoppede ud fra tredje sal for at flygte fra angrebet. Det viser en video, som er optaget af et øjenvidne og offentliggjort af RIA.

Ifølge den russiske avis Moscow Times døde eleverne af deres fald. Det er dog ikke bekræftet fra nogen officielle kilder.

Der blev også hørt en eksplosion fra skolen under angrebet, beretter RIA.

Lederen af Tatarstanregionen, hvor Kasan ligger, har besøgt gerningsstedet og været inde på skolen, efter at angrebet er overstået.

- Vi er dybt berørte af, hvad der er sket, siger lederen, Rustam Minnikhanov.

Han beskriver den anholdte gerningsmand som en "terrorist". Han tilføjer, at den 19-årige mistænkte havde en våbentilladelse.

Motivet bag angrebet kendes tirsdag formiddag endnu ikke.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har efter tirsdagens angreb beordret en gennemgang af landets våbenkontrol. Det fremgår af en udtalelse fra det russiske præsidentkontor ifølge nyhedsbureauet AFP.

Kasan er Ruslands femtestørste by med lidt over en million indbyggere. Den ligger cirka 800 kilometer øst for Moskva.

Skoleskyderier er relativt sjældne i Rusland.

Et af de seneste større skyderier fandt sted i 2018 på Krim-halvøen. Her dræbte en studerende 19 personer, inden han skød sig selv.

/ritzau/Reuters