En aprilmorgen i 2022 begyndte han at undre sig. Hans morgente, som han selv havde brygget, smagte angiveligt mærkeligt. Af kemikalier.

Alligevel fortsatte læge Jack Chen med at drikke den.

Det var først, da hans spiserør skulle have hævet op, og smerter i maven gjort indtog, han oprigtigt blev bekymret.

»Til sidst havde jeg så mange symptomer, at jeg gik til lægen, som undersøgte mig og konstaterede, at jeg havde to mavesår, mavekatar og refluks,« lyder det i retsdokumenter fra Jack Chen.

Som direkte konsekvens af bekymringen satte Jack Chen overvågningskameraer op i sit eget hjem i Californien. Og snart opdagede han angiveligt, hvad der havde gjort ham så syg.

Los Angeles Times beskriver sagen, hvori Jack Chens hustru, som er hudlæge, er blevet tiltalt for flere forhold om forgiftning og et enkelt om vold.

For på overvågningsvideoen kunne man ifølge mediet se, at hustruen hældte noget i ægtemandens te, når han efterlod sin kop uden opsyn.

Overvågningsmateriale såvel som prøver fra teen blev overleveret til politiet, der bad FBI om at hjælpe med efterforskningen. Og herfra konstaterede man, at der var afløbsrens i prøverne.

Anklagemyndigheden mener nu at kunne bevise, at hustruen 11., 18. og 25. juli sidste år hældte kemikalier i sin ægtemands te.

»Vores hjem er det sted, hvor vi skal kunne føle os sikre. Alligevel udnyttede en autoriseret lægefaglig sin ægtemands daglige rutine til at pine ham,« lyder det fra sagens anklager, Todd Spitzer.

Hustruen har tidligere afvist samtlige anklager. Hun blev i august sidste år anholdt og først løsladt, da hun havde betalt kaution på 30.000 dollar. Nu skal hun møde i retten 18. april, når sagen skal for retten.

Til CNN siger hendes forsvarer, Scott Simmons, at hans klient nægter sig skyldig, og at ægtemandens anklager er et forsøg på at påvirke udfaldet af deres skilsmisse.

»Han kommer med falske anklager om, at hun forsøgte at forgifte ham. I stedet for at ringe 9-1-1 ringede han til en skilsmisseadvokat,« lyder det fra forsvareren, der understreger, Jack Chen aldrig tog på skadestuen.

Ydermere, siger forsvareren, kan sundhedsundersøgelserne heller ikke påvise, at Jack Chen skulle have indtaget afløbsrens. Afløbsrens, som familien ifølge forsvareren blandede med te for at slippe af med et myreproblem i køkkenet.

»Man kan ikke skjule afløbsrens som gift. Det har en frygtelig grim smag, det brænder, og dine øjne løber i vand af det,« siger Scott Simmons.

Ud over at have anmeldt sin hustru har Jack Chen ligeledes anmodet om et tilhold for sig selv og sine børn. I anmodningen lyder det, at parret var gift i ti år og med årene havde ægteskabet – ifølge Jack Chen – udviklet sig til af og til at være voldeligt.

Foruden straffesagen, tilholdssagen og skilsmissen skal hustruen også forholde sig til en sag, hvori sundhedsmyndighederne skal afgøre, om hun må beholde sin autorisation.