Den engelske hitmager og keyboardspiller døde fredeligt på hospital efter kort tids sygdom.

Christine McVie, den engelske hitmager og keyboardspiller, som blev berømt i 1970'erne som medlem af Fleetwood Mac, er død onsdag, 79 år. Det oplyser hendes familie og bandet ifølge AFP.

I en pressemeddelelse fra familien på McVies sociale medier hedder det, at kunstneren døde "fredeligt" på et hospital efter kort tids sygdom.

I en separat erklæring fra Fleetwood Mac kalder det legendariske band McVie for en i "sandhed enestående og speciel person, som havde talent i et umådeligt omfang".

Hun blev født som Christine Perfect i Bouth i det nordvestlige England i 1943 og giftede sig med Fleetwood Macs bassist John McVie i 1968.

To år senere kom hun selv med i bandet, hvor hun skrev sange, spillede keyboard og sang. Blandt hendes mest kendte sange er "Little lies", "Don't stop" og "Everywhere".

Parret McVie blev skilt under en turné i USA og Canada i 1976, hvilket sled på gruppen men berigede materialet til albummet "Rumours". Et album som med sine over 40 millioner solgte eksemplarer er et at de mest succesfulde nogensinde.

- Vi er lykkelige for at have delt vores liv med hende. Individuelt og kollektivt elskede vi Christine, og vi er taknemmelige for vores fantastiske minder, skriver bandet i en udtalelser til BBC.

Christine McVie forlod bandet i 1998 og udgav flere soloalbums. Hun sluttede sig til Fleetwood Mac igen i 2014.

Sangeren Stevie Nicks og trommeslageren Mick Fleetwood, som var med i bandets storhedstid i 1970'erne, er stadig med i bandet. Sangeren og guitaristen Lindsey Buckingham forlod det i 2018.

/ritzau/AFP