Fire mænd er fortsat tilbageholdt i sagen, hvor en bombe eksploderede i et undergrundstog ved Parsons Green.

London. Britisk politi har løsladt to mænd, som blev anholdt efter et bombeangreb i et undergrundstog ved stationen Parsons Green i London i sidste uge.

Således er en 21-årig syrisk mand, som blev anholdt i Hounslow 16. september, og en 48-årig mand, som blev anholdt i Newport i Wales 20. september, løsladt uden sigtelse.

Det oplyser politiet i London, Metropolitan Police, i en pressemeddelelse.

- Vi har fortsat fire mænd i vores varetægt, og vi fortsætter vores efterforskning på fire adresser, udtaler Dean Haydon, leder af antiterrorenheden ved Metropolitan Police.

- Vores folk udfører et stort stykke arbejde for at finde ud af, hvad der ligger bag angrebet, siger han videre.

Senest blev en 17-årig dreng anholdt kort efter midnat torsdag i Thornton Heath i det sydlige London. De tre andre tilbageholdte er henholdsvis 18, 25 og 30 år.

Eksplosionen fandt sted klokken 08.20 fredag 15. september midt i myldretiden.

Her eksploderede en hjemmelavet bombe i et undergrundstog i den vestlige del af den britiske hovedstad. Bomben eksploderede dog kun delvist.

30 mennesker kom til skade ved eksplosionen. De fleste er blevet forbrændt, mens andre kom til skade, da der opstod panik i toget og på stationen. Ingen meldes alvorligt såret.

Politiet er endnu ikke sikre på, om der står flere personer bag angrebet, som politiet betegner som terror. Det er det femte terrorangreb i Storbritannien på seks måneder.

Islamisk Stat (IS) har taget skylden for angrebet.

Ifølge den britiske indenrigsminister, Amber Rudd, er der dog ingen beviser for, at den militante gruppe står bag.

/ritzau/Reuters